Kommunen har meddelt, at du ikke længere må parkere foran padelcenteret ved DGI-Huset i Vordingborg af sikkerhedsgrunde
I et opslag på Facebook til morgen skriver DGI-Huset i Vordingborg, at de aktuelt mister op mod 100 P-pladser til de mange brugere af faciliteterne. De beklager og leder efter nye løsninger den kommende tid.
Parekringsarealet ved padelcenteret er blevet afspærret og må ikke længere være P-plads:
Det er kommunens grund og den har taget affære, fordi det ikke er dokumenteret, at konstruktionen over kælderen kan bære belastningen fra parkerede biler. Så det er den manglende afklaring om bilisternes sikkerhed, der ligger bag beslutningen.
“Det betyder desværre, at vi mister et betydeligt antal parkeringspladser – anslået 75-100 pladser – på et tidspunkt, hvor parkeringskapaciteten omkring DGI Huset i forvejen er presset”, skriver DGI-Huset i sit opslag.
De skriver også:
“Vi er i dialog med Vordingborg Kommune om situationen og har bedt kommunen om en konkret plan for, hvordan forholdene kan løses – både på kort og længere sigt.”
Indtil videre henviser de til de øvrige parkeringsområder omkring DGI Huset samt parkeringsmulighederne ved kunststofbanen og på græsarealet mellem padelcenteret og Solbakkevej.
DGI-Huset skriver, de sætter skilte op, som skal gøre det lettere at finde de alternative parkeringsmuligheder.























