Langebæk Pensionistforening kan i år fejre sit 80 års jubilæum. Foreningen blev startet i 1946, kort efter anden verdenskrigs afslutning,
hvor der i hele Danmark var stort behov for igen, at kunne samles og glæde sig sammen om festlige arrangementer.
-Vi holder en stor fest i Mern Forsamlingshus, fortæller Inge Langeskov-Nielsen, formand for Langebæk Pensionistforening.
Butterflies spiller lige fra kl 14 og til de slutter. -De er gode til at sætte stemning og snakke med folk!
Inge har været formand siden marts 2025. Hun fortæller, at der altid er noget arbejde, men heldigvis er der en meget stærk bestyrelse som hver for sig hurtig byder ind med, hvad de vil og kan gøre. -Det gør det meget nemmere for mig, lyder det fra Inge.
Normalt benytter de Viemose Egnshus til foreningens møder og arrangementer og små events. -Vi har lovning på at kunne være i Viemose indtil juni 2027, derefter ved vi ikke noget. Der er så mange arrangementer i Egnshuset, det vil være så synd at sælge den.
Egnshuset er kommunens, og de vil gerne have så få murstensmeter som muligt for at spare.
…
Lidt om Langebæk Pensionistforening
Pengene var små og der var endnu rationering på mange ting da foreningen blev oprettet for 80 år siden. Men det var sammenholdet og bare det at kunne mødes frit, der talte. Og det gør det, den dag i dag. Foreningen har været meget forkælet gennem tiden, med medlemmernes flittige fremmøde og deltagelse i de tilbudte arrangementer. Mange bestyrelser er blevet slidt op gennem de 8 årtier og der kan stadigt hentes frivillige til de mange opgaver. Tager man et tilbageblik, så kan flere, i den nuværende bestyrelse, prale af både 10, 15, og næsten 20 års virke med bestyrelsesarbejdet. Det er rigtigt flot og viser det gode samarbejde om opgaverne. Den store udfordring med at finde egnede udflugtsmål, gode kunstnere til rimelige penge og interessant underholdning, er den første store opgave, efter generalforsamlingen. For så skal nyt program udarbejdes og medlemmerne lokkes til samling. De efterhånden meget populære faste arrangementer som, bankospil, julemiddag og fastelavnsfest, skal der været plads til, det er et must. Udfordringen ligger i, at finde et udflugtsmål, hvor vi endnu ikke har været og til en pris der kan accepteres. For alt bliver jo dyrere og dyrere. Der skal også tages hensyn til de bevægelses hæmmede, for vi er jo en pensionistforening.
De nuværende omtrent 150 medlemmer i foreningen er mellem 60 og 90 år. Mange er fra omegnen, herunder Kalvehave, Stensved, Langebæk, Mern, Præstø og Vordingborg. I de sidste mange år, har Langebæk Pensionistforening, afholdt sine arrangementer i Viemose Egnshus, et velfungerende samlingssted, som foreningens medlemmer, håber kan blive ved med at fungere.
Om foreningen er anderledes, end hvad den var for 80 år siden, da den startede op er tvivlsomt, for konceptet og essensen er meget lig det, den altid har været for det handler om, at mødes til gode oplevelser, hvor det sociale samvær vægter højt.
Til foreningens 80 års jubilæum, som afholdes i Mern forsamlingshus, den 4 september 2026, lover bestyrelsen, at medlemmerne kan se frem til mad i topklasse og super underholdning.
Skrevet af Gitte G. Andersen
























