Arbejdet med en beredskabsplan ser ud til at kunne blive den store ting for Østmøn Lokalforum i år. Det mener formand Henny Jensen, som efterlyser flere drivkræfter
Henny Jensen, glæder sig til at aktørerne snart sætter sig sammen og laver beredskabsplaner for Østmøn.
Klimaændringer med mere, har gjort det til et større emne at have styr på beredskaberne – også på Østmøn.
Henny er formand for Østmøn Lokalforum, og bød på cola zero, da vi besøgte hende i villaen i Magleby.
Det blev også en snak, om hvor svært, det er at få gang i flere projekter med de muskler, der er til rådighed.
Og en status på noget af det, der kan gøres bedre for beboerne i den østlige del af øen. Er vi sociale nok
Der er faktisk en del tilflyttere, og Henny oplever, at de fleste siger, at de kommer hertil blandt andet på grund af de gode sociale netværk.
– Jeg oplever ikke altid, at folk får mødt hinanden på kryds og tværs. Mange kommer til fællesspisning i forsamlingshuset i Borre, men de booker bord til sig selv og bliver sjældent blandet, siger Henny.
Borre er ellers blevet velsignet med en ganske levedygtig Café Borre, som måske lidt imod odds ser ud til at have en livlig efter tre år overfor Dagli´ Brugsen.
– Da de snakkede om at lave café i Borre rystede mange på hovedet, men nu har den været her i tre år. Det er også et godt sted for enlige, der går derhen og får kaffe om formiddagen og læser avis, oplever Henny.
Glæder sig til at der bliver klarhed for beredskabet
Det som lyser mest på den lokale forum-himmel er, at arbejdet hen mod en god beredskabsplan med styr på detaljer og overblik.
Henny Jensen indleder med, at det var en god beredskabs-dag midt i juni ved Dagli´Brugsen i Borre, hvor borgmester Michael Seiding Larsen borgmester kom forbi samt Henning Jølnæs, der er kommunens beredskabskoordinator.
Sidstnævnte er omdrejningskuglen for alle 12 lokalforas kommende beredskabsplaner.
d. 20. august stimler alle gode østmønske kræfter sammen til det konstituerende møde for beredskabsrådet. Den er ikke en af de forsøgte faste grupper under lokalforum, men arbejder i sin egen ret med både forumfolk og folk udefra.
En god blanding af evner og baggrunde ifølge Henny. Der er f.eks. både en tidligere bankchef og en sygeplejerske med.
Arbejdet mod en beredskabsplan er delt op på de fire gamle sogne med en leder i hvert sogn.
Menighedsrådet for de sammenlagte kirker på Østmøn har også en beredskabsgruppe, som Ole Hansen er i front for.
Keldbylille har deres egen beredskabsgruppe med Ebbe Ravnsted-Larsen ved roret.
– Til det konstituerende skal vi have et totalt overblik. De enkelte grupper, skal vide hvor gamle Marie sidder, der stadig klarer sig selv og ikke får hjemmehjælp, så vi kan komme til hende og give hjælp, når det opstår, siger Henny.
På det konstituerende møde skal de forskellige planer også finde sammen og samarbejde, kan man sige.
Henny har selv prøvet som sygeplejerske i Valdres, Norge at være med til at lave en plan for i et område på 1.200 kvadratkilometer, hvor der boede 1.200 mennesker. Deroppe, fik det det til at virke og være beredt på alskens ulykker, som kunne opstå.
– Beredskabsgruppen tror jeg på. Vi skal nok få den til at fungere, siger Henny og fremhæver, der var meget god dialog til førnævnte beredskabsdagen tidligere på sommeren.
Der skal også afholdes et beredskabsmøde med borgerne til efteråret og dialogmøde med politikerne i kommunalbestyrelsen.
112-hjælperne er vigtige
– Det fylder en del, for det skal vi have helt på plads i år, siger Henny Jensen.
Hu nævner, at der er et godt hold 112-hjælpere i området. Blandt andet med Dennis Urfeldt, Palle Madsen og Birgitte Jørgensen
– De kommer farende med deres førstehjælpskasse og EKG-apparater og skaber ro. 112-hjælperne har hjulpet mange undervejs. Der er også mistet nogen, der ikke stod til at redde, siger Henny.
Beredskabsplaner er sådan en størrelse, der tager højde for uvejr, ulykker, strømsvigt og for eksempel problemer med vandmasserne på grund af det forandrede klima.
Henny nævner for eksempel et dige ved Norfelt, der brød sammen under uvejr, hvor de måtte helt til Vordingborg efter sandsække.
– Det er galimatias. Vi har brug for en container fyldt med sandsække, som står klar her på Østmøn, siger lokalforums-formanden.
Opråb efter kræfter
Vi har fået drukket meget af den cola, men snakken er ikke helt slut.
Henny har brug for at lave et opråb.
Selvom der kom tiltrængte nye yngre kræfter ind til generalforsamlingen i lokalforum i marts, er det hendes oplevelse, at det er rigtig svært at få gang i projekterne og de fire fast arbejdsgrupper, der er forsøgt nedsat.
Hun har selv været formand i fire år, og kalder den periode for vedligeholdelse og tror, at lokalforum måske slet ikke var bemandet nu, hvis ikke de havde holdt det i live.
Travlhed og begrænsninger
– Der er mange gode intentioner. Men det har vist sig svært at føre dem ud i livet, siger Henny.
Det går lidt i stå, fordi folk enten har travlt eller er ældre med begrænsede ressourcer.
Der sker ikke så meget, når det kun er til møderne, at folk er aktive.
Hun bruger som et eksempel, at lokalforum har opgivet at følge med i arbejdet med den grønne trepart.
På grund af manglende viden.
– Kommunen siger der er lavet aftaler på området, men de fortæller os ikke om det, så vi er ikke rigtig med, siger Henny.
Hun nævner, at der kan være et uheldigt sammenstød mellem lavbundsprojektet og frisættelsen af naturen ved Borre Sømose og de følger det kan have for ændrede bundforhold, som muligvis støder sammen med begrundelser i Unesco Verdensarv-udnævnelsen.
Noget som måske skal helt til Unesco’s hovedkvarter og tages stilling til.
Det er heller ikke fordi der er helt stille
Bevares Lokalforum har sørget for indhegning af hundeskoven centralt i Borre. Den bliver passet af Søren Nøhr.
Ellers deler borgerforeningen, Østerpol, forsamlingshuset og Lokalforum udgifterne til benzinen og vedligeholdet og iver en tusse hver om året.
Miljøet Østerpol, som også er et overnatningssted med sheltere står på egne ben med egen bestyrelse. Den gamle legeplads har lokalforum dog forsøgt at fundraise til at lave om til en milliondyr moderne version i samarbejde med legeplads-producenten Kumpan.
Da Henny præsenterede tidligere borgmester Mikael Smed for tegningerne udbrød han ifølge hende: ”Det er jo en hel friluftspark, du vil have Henny!”
Vi taler om cykelstop, styrketræning, gynger, bålhus, muldtoilet, madpakkehus, handicapenligt m.m. Det løber op i cirka 1.2 millioner kroner og der er tilsagn om 450.000 kroner. Så det er et stykke vej endnu. Hvis nogen skulle være interesserede i opgaven.
Smartere med P-bomme
Hun mener i øvrigt, at det ville være smartere, hvis godsejer Carl Gustav Scavenius selv satte bomme op ved de i den lokale offentlighed stormomsuste parkeringssteder på Østmøn.
Dem som Klintholm Gods har overtaget drift og pasning fra kommunen og indført betalingsparkering på aftale med et parkeringsselskab, som godsejeren har valgt.
Det er hun overbevist om bedre ville kunne betale sig og give flere midler til at udvikle pladserne og overvåge evt. ulovlig parkering af campere og andre.
Hun kender en lokal familie, der har købt en EL-ladcykel, hvor der kan sidde et par af dem og en hund i den boks foran og så kører de til vandet i den for at spare P-udgiften.
Vordingborg.in har fra flere gange hørt det nævnt, at folk kender nogle, som har fundet andre steder at lufte deres hunde, fordi de ikke vil betale til godset for at gøre det deres ellers vante steder, ved Jydelejet, fyret og Kobbelgårdsvej.
Andre trafikale løsninger
Apropos trafikmængder og løsninger på Østmøn slutter vi dagens passiar med at huske, at der egentlig ligger en strategisk beslutning i kommunalbestyrelsen fra 2020, at der skal laves cykelsti fra Magleby til Klintholm Havnevej.
Den er der ikke hørt meget til på det seneste, men er en del af Udviklingsplanen for Klintholm Havn og er os bekendt ikke på noget anlægsbudget.
Henny nævner, at hun aldrig foreslår cyklende turister at fortsætte ud til klinten ad Klintevej i Magleby på grund af den voldsomme trafik i sommersæsonen. Hun foreslår dem at tage de mindre veje ned over Mandemarke.
Lokalforum-formanden nævner, at der har været uformelle samtaler på tværs om trafikløsninger på Østmøn.
De arbejder blandt andet på mulighederne for at lade øens gæster parkere på en mark ved Klintholm Havnecenter, plejecenteret, og så tilbyde shuttlebusser ud til Møns Klint og Liselund Slotspark.
Det er uklart hvor langt det projekt er aktuelt, og hvem der tror på, at du kan nudge turister til det?
Men det vender vi tilbage til. Det var en god cola, så vi skal helt sikkert besøge Henny igen.





























