RAPPORT FRA TIRSDAGSMARKED: Sådan et besøg af gardehusarer til hest er en træningssag. Både for hestene og rytterne. Stege er et godt sted at øve sig før officielle opgaver i storbyen.
Vi var med lidt af vejen og interviewede ryttersoldaten Vallø alias Josephine
Josephine Kallesøe i et roligt rum efter frokosten
Vi blev nysgerrige på det hesteliv som udspiller sig omkring sådan en stort besøg af gardehusarerne fra Slagelse og det ridende politi fra København og fik lov at omgås dem noget af tiden ovre hvor de holdt til ved den gamle sukkerfabrik.
Lad os starte med at slå fast, at Tom ”Kusk” Pedersen, synes det blev en helt udmærket dag i går til optoget i Stege.
Han er fra Møn og Sydsjællands Gardehusarforening, som er arrangør og oprindeligt igangsætter af samarbejdet med gardehusarerne fra regimentet på Antvorskov Kaserne og handelsstandsforeningen i Stege. Det har stået på siden 2013.
Tom Kusk havde en god dag
Det ridende politi kommer ned fra København og fører an i optoget og baner vejen, ligesom de jævnligt gør det for kongehuset ved officielle pligter over hele landet.
– De er prikken over i’et, sagde Tom ”Kusk”.
Det var lidt kedeligt vejr, men interessen oppe ved bytorvet i Stegw, Men de mange børns glæde over at være i nær kontakt med hestene over en gang gulerødder, kunne da nok få tankerne fra gråvejr og regn.
Ro på og klar til afgang
Hvepseboet gik til angreb
Det som ingen vidste i byen vidste var, at et bo med aggressive hvepse lavede rav i den på det græsstykke ved et af brombærkrattene, nær den gamle sukkerfabrik, hvor husarerne havde samlet hestene for at rigge til før optoget.
Hvepsene var ret territorie-bevidste og angrebslystne. Det gjorde hestene ualmindeligt urolige. Løsningen blev, at husarerne gik rundt med hestene indtil, de faldt til ro og så hjalp soldaterne hinanden med at holde heste og få sadlerne på.
Det kunne ikke lade sig gøre, mens de var fortøjet.
Befalingskvinderne førte an – de værnepligtige er i baggrunden
Du hedder det, hvor du kommer fra
Mens vi gik i vejen og husarerne passede deres dont, lærte vi flere ting om navne.
Indtil gardehusarerne bliver befalingsmænd hedder de bynavne efter, hvor de kommer fra.
Josephine, som vi vender tilbage til om lidt, hun hedder Vallø.
Albert vi sad ved siden af til frokost, hed tidligere Dalum, men nu er han løjtnant, og så er Albert gangbart.
Der var også en Gentofte, som hedder Ottilia i det civile. Og så videre.
De værnepligtige kender ikke nødvendigvis hinandens civile navne, kunne vi forstå.
Hestenes særlige navne
Husarernes heste har pragtfulde navne.
De hedder Ocean, Inka, Spartacus og Opus. Og Effekt, Sveif, Sleipner og Brilliant.
Hestene bliver navngivet i en alfabetisk rundgang ud fra en navnebog hos regimentet.
I 1996 fik de alle navne med A i 1996 i 1997 navne med B og så fremdeles. Når du er igennem alfabetet, starter det forfra.
De værnepligtige har hestene tre uger og kommer med forslag til navn, og så bestemmer premierløjtnanten blandt det foreslåede.
Josephine på Brilliant, far David og onkel Peter på torvet.
Den stolte onkel
Vi hørte om Josephine, kaldet Vallø, da vi mødte hendes onkel Peter Kallesøe, som vi dannede bagtrop med i optoget fra Sukkerfabrikken. Der er lidt med bentøjet, fortalte han. Det holdt ham ikke ét sekund fra at opleve niecens tur med optoget.
Den meget begejstrede onkel, som i øvrigt er vokset op i Vordingborg, men lever i Roskilde, fortalte levende om Josephine, og den slægt hun er rundet af.
Mens hun red mod byens torv på hvide Brillant og spillede på trompet, hørte vi om, at hun havde taget sit livs første faldskærmsspring for et par dage siden – sammen med andre værnepligtige.
Vi hørte om en ung kvinde med ben i næsen, der nok har fundet sin rette hylde som gardehusar. Mener onkel Peter.
Vi hørte om slægten, der deler sig i en landmands-gren og en skovrider-gren.
Om farfaren Arne Pedersen. Han var i kongens egen livgarde og drev sidenhen en farm i Australien.
– Dens jorder var lige så mange hektarer som her. Derfor siger vi altid i familien, at den var på størrelse med Møn, sagde Peter.
Valløs alias Josephines far David var der også. Han så mindst lige så stolt ud som onkel Peter der midt i folkehavet ved torvet, hvor heste og rytter stod på rad og række og sågar udbragte en skål i bobler i plastikglas.
Alle så glade ud og fok sagde ”Ihhh” og ”Åååhh” og et par ældre kvinder bemærkede ”Er det kun kvindelige ryttere? Nej der er lige et par mandlige derovre”.
Det fik vi på plads med en af de overordnede lidt senere. Der er flest kvindelige ryttere i regimentet.
Ligesom der er flest hestepiger ude på farmene omkring i landet.
Der skal mere end iltre hvepse til et tørre smilet af en gardehusar
Ilddåben var overvældende
Vi lånte Josephine efter frokosten ved siloerne på sukkerfabrikken, og spurgte om det havde været en god ilddåb?
– Ja, det har det. Det var skønt at mærke, at alt det arbejde og træning giver pote, og det hele går op i en højere enhed i dag. Der var selvfølgelig nerver på, så det var om at være fokuseret, sagde hun.
Hun virkede rigtig glad og måske også lettet.
– Du gør dig forestillinger om det, der skal ske sådan en dag, og så rider du op i byen og oplever virkelig mange glade mennesker, der er kommet for at se på dig og hestene, det var meget overvældende, sagde en glad rytterske.
– Det er vigtigt at huske at nyde det. Det har jeg tænkt over og er bevidst om. Det går stærkt, og du lærer noget hele tiden, sagde hun om livet i regimentet.
Vi kringler den
Sådan et stort kuld gardehusarer virker som unge, imødekommende menneske, som ikke har noget imod at adlyde en ordre.
Vi spurgte Josephine, hvorfor hun sidder der i uniformen og er med på holdet.
– Jeg tænker, vi unge kringler os igennem og finder vores vej. Jeg har altid vidst, at jeg skulle i militærtjeneste. Det er også inspireret af min farfar.
At det blev gardehusarerne, var på grund af min chef i en tøjbutik, jeg arbejdede i. Hun foreslog det. ”Du er jo glad for heste”, sagde hun. Det var mit call, tror jeg.
Det med call, betyder sådan cirka, at det blev Josephines store valg eller beslutning.
Holdning og traditioner
Josephine har prøvet forskelligt og rejst en del og har også haft et liv med heste før.
– Jeg kunne godt tænke mig at få noget holdning og struktur i livet og lave noget, der giver mening. Jeg er ikke så meget for at gå i skole hele tiden. Vil hellere bruge hænderne og komme ud i naturen, siger hun og fortæller om livet i garderhusarregimentet:
– Der er en rigtig god holdånd, vi arbejder sammen og har brug for hinanden. Jeg kan godt lide, det er et sted med mange traditioner. Du er en del af noget større og har mange gode og forskellige opgaver. Tror også jeg har søgt trygheden, slutter rytteren og faldskærmsudspringeren Josephine Kallesøe.
Hun bliver hentet af sin kvindelige overordnede. Det er tid til at forlade Stege og Lendemarke for i dag.
Facts om Gardehusarerne
Garderhusarregimentet hører hjemme på Antvorskov Kaserne i Slagelse.
Regimentets historien går tilbage til år 1614.
Første er værnepligtige yngste og brug fire måneder i skoven, hvor de lærer at skyde og kamp-eksercits. Derefter 1,5 måned i stalden.
Så bliver de ældste i seks måneder. Det er der, hvor vi møder dem i Stege på deres første bytur til hest.
De har én anden fast tur til Næstved i vinterferien. Hvor regimentet hørte hjemme indtil 2003.
