To personer på samme ulovlige knallert.
I går klokken 18.40 lagde en politipatrulje mærke til en knallert, der kom kørende ad Nyraad Hovedgade i Vordingborg med to personer på. Føreren – en 43-årig mand – var påvirket af både spiritus og amfetamin, og derfor blev han anholdt og sigtet for spiritus- og narkokørsel. Manden, der sad bagpå knallerten, blev sigtet for at lade sig befærde ulovligt. Det viste sig, at knallerten var ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt, og da det ikke var første gang, at den 43-årige var blevet sigtet for dette, blev knallerten beslaglagt. Knallerten manglede i øvrigt forsikring, registrering og lys, og så var der en bremse, der ikke virkede. Han blev også sigtet efter lov om euforiserende stoffer, da betjentene fandt amfetamin på ham.























