Indlæg fra Jesper Adler: De færreste ønsker 50 meter høje stålmaster gennem landskaber, hvor mennesker har boet og levet gennem generationer.
Når borgere protesterer mod nye luftledninger, er det derfor ikke nødvendigvis modstand mod den grønne omstilling. Mange ønsker både grøn energi og smukke omgivelser.
Men de nye ledninger er konsekvensen af energipolitiske valg, vi traf for årtier siden.
Selvom debatten i dag handler om master og ledningstracéer, burde den i virkeligheden handle om energisystemet.
Danmark har gennem mange år satset massivt på vind- og solenergi. Det har reduceret CO₂-udledningen og gjort os mindre afhængige af fossile brændsler. Samtidig har vi opbygget et system, hvor store dele af produktionen er afhængig af vejret og placeret langt fra de største forbrugscentre.
Når vinden blæser kraftigt, produceres enorme mængder strøm på én gang. Når vinden lægger sig, falder produktionen tilsvarende. Derfor kræver systemet et stadig stærkere transmissionsnet, som kan flytte store mængder elektricitet rundt i landet og på tværs af grænser.
Det handler ikke først og fremmest om den samlede årlige produktion, men om hvor store effekter nettet skal kunne håndtere, når produktionen topper eller falder bort. Et energisystem med meget vejrbaseret energi kræver derfor mere netkapacitet end et system med stabil produktion tættere på forbrugerne.
Det er en teknisk realitet. Men også en politisk konsekvens.
Danmark kunne have valgt en anden vej.
I 1970’erne lå der konkrete planer om dansk kernekraft. Flere placeringer blev undersøgt, og teknologien var tænkt som en central del af fremtidens energiforsyning. Efter årtiers politisk modstand blev planerne opgivet, og siden har kernekraft nærmest været et forbudt ord i dansk energipolitik.
Det er bemærkelsesværdigt.
Lande som Sverige, Finland og Frankrig har vist, at kernekraft kan levere store mængder CO₂-fri elektricitet med høj forsyningssikkerhed og begrænset arealforbrug. Sverige producerer størstedelen af sin fossilfrie elektricitet fra vandkraft og kernekraft. Finland har udvidet sin atomkapacitet, og Frankrig eksporterer strøm til store dele af Europa.
Ingen af disse lande ser kernekraft som en modsætning til grøn omstilling.
I Danmark har vi derimod ofte behandlet energipolitik som et spørgsmål om symboler frem for resultater. Vindmøller blev et nationalt projekt. Kernekraft blev et politisk skræmmebillede.
Den opdeling giver mindre og mindre mening.
Vi skal elektrificere industrien, have flere elbiler og etablere Power-to-X-anlæg. Datacentre, kunstig intelligens og digitalisering vil øge elforbruget yderligere. Alt peger på, at Danmark får brug for langt mere elektricitet i de kommende årtier.
Spørgsmålet er ikke, om vi skal producere mere strøm, men hvordan vi gør det.
Efter min opfattelse er det uansvarligt at afvise en teknologi, som kan levere store mængder stabil, CO₂-fri energi døgnet rundt. Kernekraft kræver meget lidt plads, er ikke afhængig af vejret og kan bidrage med den stabile grundproduktion, et moderne samfund har brug for.
Det betyder ikke, at vindmøller og solceller skal afvikles. Heller ikke at Danmark skal bygge atomkraftværker i morgen.
Men det betyder, at vi bør føre en åben og ærlig debat om fremtidens energisystem.
Når vi i dag diskuterer nye 400 kV-luftledninger, diskuterer vi i virkeligheden konsekvenserne af tidligere beslutninger. De store master er ikke årsagen til problemet. De er symptomet.
Måske er den mest ubehagelige erkendelse, at behovet for mange af dem kunne have været mindre, hvis vi som samfund havde haft modet til at føre en mere teknologineutral energipolitik – og turdet diskutere kernekraft på samme vilkår som andre grønne teknologier.
.
Mvh Jesper Adler, medlem af kommunalbestyrelsen (C).
Jesper Adler med en “Ja tak til atomkraft” trøje. Arkivfoto.
…
Reklamelink:
Netavisen Vordingborg.in havde mere end 21 mio. visninger i 2025
Ny milepæl for Vordingborg.in – Har nu rundet 21.000 følgere! Hvad betyder det for annoncører?
