Nu kan du få tre renoverede oplevelser på Nyord, der har historien med sig.
Den lokalhistoriske forening fejrede det med flot fremmøde og fællesskab lørdag.
Der blev snakket livligt i flokken på omkring 50 mennesker, mens den i roligt tempo bevægede sig rundt på de tre etaper i Nyord lørdag for at nyde den vellykkede indsats for at renovere og sikre vigtige brikker i øens historie til fælles gavn og fornøjelse.
De tre steder er Møllestangen lidt uden for byen, udstillingen med byens historie nær indgangen til byen og den genskabte vippebrønd på dens plads nede i byen.
Møllestang, by-brønd og nyt udstillingslokale
Møllestangen er det lille hus som lodserne i gamle dage brugte til at holde udkig efter skibe på vej gennem Ulvshaleløbet og Bøgestrømmen.
I folkemunde har det ry for at være landets mindste museum med sine samfulde fire kvadratmeter.
By-brønden er blevet genskabt og står som et istandsat vartegn for et vigtigt formål for bysbørnene, der i den grad havde brug for brøndens vand til at holde hverdagen i gang i gamle dage. Så det var også lidt af et mødested dengang cirka i midten af 1800-tallet.
Udstillingen, der fortæller øens historie med plancher, fotos og tekst i et renoveret lokale ud mod Nyord Bygade ved den gamle gård, som i dag er et privat hjem og caféen og butikken Nyord Ø Handel. En udstilling om landbrug, fiskeri, lodser med mere.
A.P. Møller fonden den største giver
Tilsammen et vellykket projekt, løftet med hjælp fra fonde og lokale kræfter og et stærkt sammenhold omkring at vedligeholde historien.
Den største giver er A.P. Møller Fonden med 200.000 kroner. Lokalt har eksempelvis den nu hedengangne Fanefjord Sparekasses Fond bidraget med 14.000 kroner og flere lokale håndværkere har hjulpet med deres arbejdskraft.
Nærmest som et rejsegilde
”Det her er næsten et rejsegilde”, sagde en glad William Houman fra lokalhistorisk forening i sin tale fra døråbningen til Møllestangen.
Han var tydeligt glad for, at der var en hel flok, som gerne ville være med på dagen og udtrykte behørig taknemmelighed over de mange givere. Understregede, at det er en del af billedet at mange privatpersoner har givet 100 eller 200 kroner til projektet og bidraget til, at der har været penge nok til restaureringsarbejdet.
Blandt andet en kærlig omgang til det lille lodshus, ny flagstang og udearealet.
Frisk forening tog fat
William Houman kalder Nyord som sådan for en opslået historiebog af fortællinger og forklarer, at der skete en fornyelse og foryngelse af den lokalhistoriske forening for to år siden med nye folk i bestyrelsen.
De har været med til at bane vejen for det trebenede renoverings-projekt.
Nok 30 fastboende
Han nævner også, at der med nutidige briller kan tælles tre spisesteder og fire-fem steder at få kaffe på øen plus et galleri med kunsthåndværksbutik og en række muligheder for at overnatte. På et Nyord med rundt regnet 30 fastboende og cirka samme antal fleksboligejere – og i omegnen af 200.000 eller flere besøgende årligt.
Hvoraf i øvrigt en har bidraget med sine særlige kompetencer til at skrive flotte fonds-ansøgninger og på den vis stillet sine evner som arkitekt til rådighed for den lokalhistoriske indsats.
Som William siger: ”Det er svært at bevare pessimismen, som beboer på Nyord lige nu”.






























