Butiksliv på Algade fra en svunden tid
En fotoudstilling med gamle billeder af butikker i Algade fra perioden 1970 til 1990 påkaldte sig megen opmærksomhed, da udstillingen blev vist som et indslag i forbindelse med Kulturnatten.
Billeder har det med at ruske op i hukommelsen, og plancherne med fotos fra Vordingborgs tidligere så aktive handelsgade gav anledning til mange snakke og diskussioner.

Gamle billeder kan ofte hjælpe hukommelsen på gled
Udstillingen, der var arrangeret i et samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv og Lokalhistorisk Forening, bød også på plancher af nogle af Vordingborgs nu svundne virksomheder som Buko, slagteriet, kamfabrikken, garveriet m.fl.

Algade fra en svunden tid
Det tomme butikslokale på Algade 58 dannede rammen udstillingen, der egentlig skulle have været vist i de tomme lokaler, hvor der Adolph Petersen tidligere havde herreekviperingsforretning. Det omrejsende madmarked, der var en del af Kulturnatten, havde imidlertid sat et stort telt op foran butikken, og med hjælp fra Byforum lykkedes det i sidste øjeblik at få flyttet udstillingen til et andet tomt lokale, hvor rigtig mange kiggede forbi. Lis Jensen, der er frivillig medarbejder på lokalarkivet, havde til lejligheden lavet en quiz med spørgsmål om butikslivet på Algade i en svunden tid.
























