Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv:Der har været malaria i Danmark i flere hundrede år. I 1612 slog den
til i København. Christian den Fjerdes dronning, Anna af Brandenborg, døde fra 7 små børn. Hun må have fået stikket af malariamyggen her i Danmark (incl. Hertugdømmerne), da hun ikke havde været uden for landets grænser siden giftermålet med kongen. Hun havde dog været på Haderslevhus, hvor et af hendes børn var blevet født.
En meget alvorlig malariaepidemi kom til Danmark i 1831. Den svarede næsten til den Ebolaepidemi Vestafrika oplevede i 2014. På Lolland-Falster blev halvdelen af befolkningen alvorligt syge af malaria. Man vidste godt nok ikke på det tidspunkt at det var malaria. Man kaldte den alt muligt andet: Gigtfeber – koldfeber – lollandsk feber – tyfus og kolera.
De første år (der havde været nogle udbrud i 1809-12) gik det ud over småbørn og gamle mennesker. Man var vant til høj børnedødelighed og de ældre var kun til besvær. Men i 1831 gik det hårdt til. Nu kom der dødsfald blandt familieforsørgere i 30-erne. I Maribo Amt blev halvdelen af befolkningen – 29.000 personer angrebet. Det var en varm og våd sommer. På næsten hver eneste gård lå der syge. Det kneb med at få køerne malket og få kornet høstet. Afgrøderne stod og rådnede på marken. Af de 29.000 ”syge” døde 10/8 – 10/12 1831: 4% = 1160 i Maribo Amt. De præster, der holdt sig raske, måtte gå på omgang og besørge begravelserne. I Allerslev Sogn i Sydsjælland døde ca. 31 personer i høsten 1831 af malaria/ gigtfeber/koldfeber. I Mern Sogn gik det næsten lige så hårdt til. Dødstallet var 5 gange så højt som fødselstallet. I Jungshoved Sogn døde 22 mænd. Der blev født 3 drenge i samme periode. På Sydlangeland var dødstallet kun det dobbelte af fødselstallet; men det strakte sig over nogle længere perioder. Før 1862 blev det kun kaldt brystsyge, koldfeber og gigtfeber. Bedemanden døde i 1831 af gigtfeber 33 år gammel. I 1860 døde bedemanden også efter et længerevarende sygdomsforløb. I januar 1860 døde min tipoldefar, Henrik Godtfredsen og tipoldemor, Anne, med 10 dages mellemrum af koldfeber (malaria) på Flintegården i Magleby sogns Vesteregn i Sydlangeland. På Øbjerggaard, Køng Fabrik og det tilhørende Blegen i Vintersbølle ved Vordingborg gik det grueligt galt. Mange af husmændene og fabriksarbejderne blev syge af den over hele Sjælland herskende Land-Sygdom (Malaria), der især hjemsøgte begge virksomheder på fabrikken. Den foranledigede standsning af væverierne hele sommeren 1831 og fordrede mange ofre, især af mændene, der efterlod enker i yderste nød, og andre var sløve og afkræftede af sygdommen i flere år. Sådan lyder dr. phil. Holger Munks beretning i hans Vintersbøllehistorie.
Først i 1862 blev der rigtigt sat navn på sygdommen – Malaria. På Lolland gik den under navnet: Den Lollandske Feber eller bare feberen. Den er også beskrevet på nettet under det navn. Ingeniørernes fagblad: ”Ingeniøren” behandlede også emnet d. 4. april 2008. Lægen Carl Adam Hansen i Nysted forskede meget i Malaria 1862-90. Han registrerede 164.000 malariatilfælde i Danmark i den periode – 36.500 på Lolland- Falster. Han beskrev det meget indgående i Historisk Samfund for Lolland- Falsters Aarbog for 1913. Han beskrev også, at det gik hårdt ud over befolkningen på de lave arealer ved Rødby Fjord, Nakskov og Saxkøbing Å. Hvorimod de på den lollandske højderyg, Nysted-Ravnsborg, gik næsten fri. I 1886 var der i Nakskov Købstad: 291 tilfælde, i Rødby: 59 og Sakskøbing: 46; men i Nysted kun 2 og i Maribo 16 tilfælde.
Før 1862 var der 4 kraftige bølger. Det skete ofte varme fugtige somre 10/8 – 10/12. Der var 4 slemme årstal: 1831 – 1846 – 1852 – 1857-58. Der var også nogle tilfælde i 1872. Den ophørte først helt omkring 1912. Dødsfaldene skete ofte i eftersommeren; men da sygdommen ikke blev behandlet før efter 1862 (med kinin), var der mange der led i flere år af koldfeber og hverandendagsfeber. Lægen P. Panum mente i 1852, at koldfeberen var forsvundet efter den tidligere havde været endemisk; men allerede samme år vendte den kraftigt tilbage. Panum måtte tilbringe et år i Bandholm for at bekæmpe den, inden han blev professor ved universitetet i Kiel i 1853 (1864 måtte han vende tilbage til Københavns Universitet).
Hvad var årsagen til: Malariaens epidemiske optræden: Årsagen er et uendeligt lille levende væsen, der kun bliver synligt ved stærkt mikroskopisk forstørrelse, nemlig Plasmodium Malariæ. Der er 3 typer af den: 1 tropisk og 2 ”nordiske”. Den opformeres i syge mennesker og Malariamyggen sørgede for at bringe smitten videre fra syge til raske mennesker. Plasmodiet kræver en opformeringstemperatur på 16 grader. Malariamyggen kan godt lide fugtige lerede jorder. Det observerede den svenske botaniker Linne også i 1735, hvor han mødte koldfeberen ved de svenske lerede Østersøkyster, der var blevet oversvømmet. En væsentlig hjælp til bekæmpelsen af malariamyggen var afvanding ved grøfter og dræning samt diger. Det tog mange år at få udført det. I 1866 var kun 7% af jorden i Maribo Amt drænet. I 1896 var 59% af den drænet. Er denne Nordiske type af malaria kommet fra de russiske og polske floder efter oversvømmelserne, eller er den kommet med skibene fra Guldkysten, hvor Grundtvigs 2 brødre, Jacob døde i 1800 og Niels døde i 1803. De havde begge været præster på Guldkysten. Deres afløser, H. C. Monrad, der efterfølgende var præst i Mern, havde sygdommen med hjem og døde af den i 1825.
.
Tak til Langebæk Lokalhistoriske Arkiv – hjemmeside laloar.dk























