Tre billedkunstnere med rødder i Vordingborg Kommune går sammen om at skabe udstillingen “Nye spor i kendt jord”.
Gennem nye værker undersøger de, hvordan personlige historier, landskab og lokal identitet hænger sammen.
Emmarosa Verdoner Liebgen, hvis mor er opvokset i Hårbølle på Møn, har tilbragt alle somre på øen hos sine bedsteforældre – og hun vil derfor arbejde med sin morfars fortælling ”Lille dreng med butterfly”, som han har skrevet kort før sin død i sit hus i Hårbølle. Bogen er et vidnesbyrd på hans liv og det sidste aftryk, han har sat i verdenen. Hendes værker i malerier og tryk kredser om familie, arv og erindring.
Malte Frej Linnebjerg, som har boet i Præstø, og hvis familie har rødder i og omkring Vordingborg, arbejder med etnologi, bondekultur og traditionelle håndværk. Til udstillingen har Malte skabt værker ud fra en konceptuel undersøgelse af Holger Munks “Hasselskoven. Et skov- og landbrugshistoreisk studie fra Sydsjælland i 1660-1700”, Samt konkrete nedslag i lokalområdet (Viemose skov).
María Kristín Antonsdóttír er bosat på Østmøn. Hun arbejder omkring existens og ofte med temaer som identitet, familie og erindring. Til udstillingen tager hun udgangspunkt i sin egen flytning til Møn. María vil bl.a. skabe værker ud fra det hus, hun og hendes familie har købt og bor i. Et dødsbo i landsbyen Hjertebjerg, der efterlod et levet liv, manifesteret i alle de ting der stadig lever videre, og som er blevet til rammesætning for det liv, hun og hendes familie er ved at forme sig.
Selvom de tre kunstnere arbejder forskelligt, deler de en fælles interesse for sted og tilknytning. De vil skabe noget, der kan mærkes lokalt.
Udstillingen på KulturArkaden er et samarbejde med Vordingborg Biblioteker og Kunstforeningen Vordingborg.
























