Matias Aabye, Karina Kreipke Vester og Isabella Robinson fra ejerkredsen bag Safe IT-Solutions ved Vordingborg kaster sig nu ud i et nyt virksomhedseventyr. Sammen med Malene Fich Weischer fra Netinspire ved Holbæk har de stiftet softwarevirksomheden Joiner ApS.
De tre lokale erhvervsdrivende er allerede vant til at bygge virksomhed sammen. Til daglig står Matias Aabye, Karina Kreipke Vester og Isabella Robinson bag Safe IT-Solutions ved Vordingborg. Nu har lysten til at skabe og udvikle ført til endnu en virksomhed.
“Vi har nok alle tre lidt svært ved at lade en god idé ligge. Når først vi begynder at tale om, hvad der kunne være smartere, lettere eller gøres anderledes, så tager det hurtigt fart. Denne gang tog det så meget fart, at vi endte med at stifte en ny virksomhed,” siger Matias Aabye med et smil.
Fire mennesker og forskellige fagligheder
Joiner ApS er stiftet af de tre partnere fra Safe IT-Solutions sammen med Malene Fich Weischer. Virksomheden udvikler en digital administrationsplatform til blandt andet danseskoler og andre medlemsbaserede virksomheder.
Men for de tre Vordingborg-profiler er historien om Joiner også historien om, hvad der kan ske, når forskellige mennesker og fagligheder finder sammen.
“Noget af det sjoveste ved vores samarbejde er, at vi bestemt ikke altid ser tingene på samme måde. Og heldigvis for det. Vi udfordrer hinanden, griner en del undervejs og ender som regel et bedre sted, end hvis vi hver især havde siddet med det alene. Man kan vel sige, at vi efterhånden har fundet ud af, at vi laver ret god sød musik sammen,” siger Karina Kreipke Vester.
Den nye virksomhed bliver et selvstændigt selskab ved siden af Safe IT-Solutions, som fortsætter som hidtil.
“Vi glæder os helt vildt til at bygge noget nyt op sammen. Men vores kunder i Safe IT-Solutions skal ikke være nervøse for, om vi pludselig er på vej videre. Vi er stadig lige her. Nu har vi bare kastet os over endnu et eventyr ved siden af,” siger Isabella Robinson.
For Matias Aabye, Karina Kreipke Vester og Isabella Robinson bliver den kommende tid derfor en kombination af det velkendte og det nye: De fortsætter arbejdet med Safe IT-Solutions ved Vordingborg, samtidig med at de sammen med Malene Fich Weischer bygger Joiner ApS op.
FAKTA OM JOINER ApS
Joiner ApS er stiftet af Matias Aabye, Karina Kreipke Vester, Isabella Robinson og Malene Fich Weischer.
Virksomheden udvikler en digital administrationsplatform, der skal gøre hverdagen lettere for blandt andet danseskoler og andre medlemsbaserede virksomheder.
CVR: 46603583
“Bevar vore butikker/erhvervsliv. Handl lokalt. Vordingborg, Stege, Præstø”























