En ny samarbejdsaftale mellem Museumsgården og Vordingborg Kommune skal styrke de frivillige og samtidig sikre den lokale kulturarv.
Vordingborg Kommune og Museumsgården i Keldbylille på Møn har afholdt en række møder med det formål at indgå en ny samarbejdsaftale om den fremtidige organisering. En organisering, der skal styrke frivillighedskulturen og samtidig sikre det lokale engagement i vores fælles kulturarv.
”Vi er haft en god og positiv dialog med Museumsgårdens bestyrelse, der betyder, at vi nu har en samarbejdsaftale, som vi er meget stolte af. Med aftalen er vi med til at styrke den frivillige bestyrelse, der driver museet. Samtidig har vi sikret, at Museumsgården bevarer sin tilknytning til Museum Sydøstdanmark, der fortsat leverer faglig sparring og anden støtte,” siger Thorbjørn Kolbo (A), der er formand for Kultur, Idræt og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune.
Aftalen betyder som noget nyt, at Museumsgården nu betegnes som et kommunalt frivilligt egnsmuseum og bliver associeret til Museum Sydøstdanmark. Det betyder, at Museumsgården kan hente viden og faglig sparring i relation til udlån af genstande, forskningsområder, lokalhistorie eller anden historisk museumsfaglig ekspertise.
Formand for Museumsgårdens bestyrelse, Ole Hansen, er tilfreds med den fremtidige organisering, som han kalder en styrkelse af Museumsgården:
”Museumsgårdens Venner har hele tiden været rigtig glade for at være en afdeling af Museum Sydøstdanmark, som vi som frivillig forening har haft et upåklageligt samarbejde med. Bestyrelsen betragter det som en styrke, at vi fremover kun har en direkte samarbejdspartner i vores daglige arbejde, nemlig Vordingborg Kommune. Vi har hidtil skulle gå til kommunen, når det gælder bygningsvedligeholdelse og til museet i alle andre sammenhænge. Derfor ser vi det nye samarbejde med kommunen som en forenkling i bestyrelsens arbejde. Vi er specielt glade for, at det i den nye struktur er lykkedes at beholde den medarbejder, som Museet hidtil har haft ansat som gartner og fast medhjælp på gården i Keldbylille,” siger Ole Hansen og fortsætter:
”Den nye struktur har været længe undervejs og har været stærkt debatteret. Den aftale, der nu foreligger, tager hensyn til de indvendinger, der har været fremført fra Museumsgårdens Venner. Endelig er det vigtigt at sige, at den økonomi, vi har aftalt med kommunen, giver os endnu bedre mulighed for at drive museum.”
Også næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid Karina Fromberg (V), understreger, at det har været vigtigt, at alle parter kan se sig selv i den nye aftale.
”Det er glædeligt, at vi nu kan sætte vores underskrift og komme videre med samarbejdet. Det har været vigtigt for os, at Museumsgården føler, at de kommet styrket ud af forhandlingerne.”
Museumsgården blev oprindeligt testamenteret til Nationalmuseet af gårdejer Hans Hansen. Her har turister og lokalbefolkning i sommerhalvåret mulighed for at opleve, hvordan en gammel mønsk bondegård har set ud – både indvendigt og udvendigt.
Aftalen betyder bl.a. at Vordingborg Kommune yder et årligt tilskud på 75.000 kr til aktiviteter, der afholdes på gården, ligesom kommunen afholder udgifter til den udvendige vedligeholdelse. Derudover betaler Vordingborg kommune forbrugsudgifter, mens det er Museumsgården, der får indtægter fra de besøgende.























