Udvalgsformand Glenn Hansen synes bestemt, at babyboomet vi omtalt i forgårs er en glædelig nyhed. Flere børn og børnefamilier er præcis det, vi gerne vil have i Vordingborg Kommune. Men det forpligter også.
Glenn Hansen fra Danmarksdemokraterne og formand for Udvalget for Børn, Familier og Undervisning synes, vi skal glæde os over, at flere børn bliver født i vores kommune.
Vi skrev i forgårs, at der er født 100 flere børn i 2025 end forventet i Vordingborg Kommune.
– Det er et godt tegn på, at Vordingborg Kommune er et sted, hvor familier gerne vil bo. Men vi skal også være klar til at handle på udviklingen, og det er derfor, vi nu har bedt administrationen om konkrete løsninger, siger Glenn Hansen.
Når der kommer omkring 100 flere børn end forventet, følger der også et ansvar med.
Hvordan kan vi udvide
– Vi har en bosætningspolitik, hvor vi ønsker at tiltrække børnefamilier, og så skal vi selvfølgelig også kunne tilbyde dem gode pasningsmuligheder.
Derfor har udvalget og jeg som formand bedt administrationen om at komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan udvide kapaciteten på især vuggestueområdet – og gerne hurtigt, siger Glenn Hansen.
Skal ikke stille os tilfredse med blot at overholde garantien
Han nævner, det kan være midlertidige pavilloner eller ombygning og tilbygning af eksisterende institutioner.
– For mig er det helt enkelt. Hvis vi gerne vil tiltrække børnefamilier, skal vi også have plads til deres børn.
Vi skal selvfølgelig se på både økonomi, kvalitet og de fysiske muligheder, men det afgørende er, at vi får skabt pladser dér, hvor behovet og efterspørgslen er, siger Glenn Hansen.
Han understreger, at kommunen overholder pasningsgarantien.
Men mener ikke, at de skal stille tilfredse med alene at overholde garantien.
– Vi skal også gøre, hvad vi kan, for at familierne får mulighed for at få en plads, hvor de ønsker den, siger Glenn.
Han opfordrer for eksempel også til, at flere søger om at blive private dagplejere.
– Dem vil vi rigtig gerne have flere af og jeg opfordre dem der kunne have lyst til at ansøge.
























