VBK vinder overbevisende første kamp i oprykningsspillet til 3.division i badminton.
VBK opnåede den vigtige fjerdeplads i grundspilspulje 7, så det var i princippet top med bund i den første kamp i den sammensatte oprykningspulje.
Ingen modstander kan føle sig sikker, når de kommer til kamp i “hulen” Vordingborg Hallen. Det fik Frederiksberg også at føle.
Kampen startede med en sikker 2 sæts sejr i 1. mix til Mikkel Bech og Line Poulsen. Derimod måtte den indkaldte reserve Steffen Lejre og Dorthe Johnsen se sig slået i 2 sæt. Men godt kæmpet af et mixpar med ca. 110 år på bagen.
I 1. damesingle var Emilie Lejre tilbage ved fuld styrke, efter hun i forrige holdkamp mod Hvidovre lå nede med sygdom. Emilie spillede en koncentreret single og vandt rimeligt sikkert i 2 sæt. Amalie Svensson har åbenbart en forkærlighed for tætte kampe. Også i denne holdkamp blev det tæt. Desværre måtte hun se sig besejret med 21-19, 21-19. Stillingen 2-2 inden de 4 herresingler.
VBK herrerne spillede med stor gejst og overbevisning. 3 af 4 herresingler blev vundet meget overbevisende. Kun Simon Zachodnik måtte ud i en gyser, hvor 3. sæt vippede frem og tilbage inden at modstanderen fik hamret bolden ned på Simons banehalvdel til 23-21 i 3. sæt, og dermed sejr til Frederiksberg. Det lugtede dog af sejr til VBK, stillingen var nu 5-3 til VBK.
De 2 damedoubler blev delt med en sejr til hver af holdene. 1. damedouble med Emilie Lejre og Line Poulsen måtte dog bruge 3 sæt for at hive sejren hjem. Det blev tilgæld gjort overbevisende med 21-10 i 3. sæt. Stilling 6-4 til VBK.
Om det var hjemmebanefordelen, held eller bare dygtige spillere der gjorde, at VBK vandt de sidste 3 herredoubler må vi lade svæve i vinden. Men både 1. herredouble Mikkel Bech/Nicklas Rygaard og 2. herredouble Bo Rafn/Simon Zachodnik vandt nogle utroligt tætte kampe, som alle blev afgjort i 3 sæt. Tredje herredouble med søn og far Gustav/Steffen Lejre vandt i overbevisende stil i 2 sæt.
VBK vandt dermed kampen 9-4. En pragtpræstation og holdet er nu på 5. pladsen i puljen.
Næste modstander hedder Solrød Strand 5, der blev nr. 2 i deres grundspilspulje
Tekst og foto Jesper Adler
























