Men tager vinteren hævn i marts?
Meget typisk for den sidste vintermåned kan man den ene dag opleve vintergækker i sne og den næste dag vårgule følfod og de allerførste sommerfugle. Overvintrende citronsommerfugle og nældens takvinge er blandt de første, som viser sig ved den første mildning.
Når der kommer mildning i vejret i den sidste vintermåned, står forårsbebuderne nærmest i kø for at vise sig frem for vintertrætte danskere. Ude i det åbne land fx på Avnø synger lærken lystigt, og forårskåde viber tumler rundt over engene på Nyord.
Gravænder indfinder sig på ynglepladserne langs kysterne her i februar. Fra toppen af taget lyder de første tøvende fløjt fra solsorten, som tidligt gerne vil markere sit territorium. I haverne knejser vintergækker, erantis og krokus som i indbyrdes kamp for at behage haveejerne, der længes efter at komme i gang udenfor. Forårets første følfod har vist sig enkelte steder i grøftekanten, og selv de allertidligste sommerfugle har vovet sig frem.
Belært af erfaringen er det dog nok risikabelt at glæde sig over tidligt forår. Når foråret viser sig frem på den måde i den sidste vintermåned, har vinteren det med at tage hævn i den første forårsmåned.