120 gæster, 11 sange og stærke politiske indspark.
Vordingborg Fri Fagskole dannede torsdag aften rammen om en velbesøgt højskoleaften, hvor politik, fællesskab og højskolesang gik hånd i hånd.
Hele 120 gæster deltog i arrangementet, som begyndte med en lækker aftensmad tilberedt af skolens dygtige gastronomilinje.
Herefter fulgte en aften, hvor der blev sunget 11 højskolesange, stillet spørgsmål til politikerne og hygget med kaffe og kage i skolens rammer.
Aftenen bød på debat med en bred vifte af politikere, hvilket skabte et levende og nuanceret billede af den politiske samtale i kommunen.
De deltagende politikere var:
- Emil Roest (Moderaterne)
- Gitte Corell (Socialistisk Folkeparti)
- Helle Jørgensen (Borgerlisten)
- Jacob Helles (Liberal Alliance)
- Kim Ingemann Erichsen (Radikale Venstre)
- Laurits Marius Monefeldt Andreasen (Det Konservative Folkeparti)
- Michael Seiding Larsen (Venstre)
- Mikael Smed (Socialdemokratiet, Borgmester)
- Morten Hjorth (Enhedslisten)
- Søren Hansen (Dansk Folkeparti)
”Det var en aften præget af højt humør, masser af gode samtaler og et stærkt fællesskab.
Vi er stolte af at kunne skabe et rum, hvor dannelse, demokrati, livsoplysning og politisk ånd får lov til at folde sig ud,” fortæller Henrik Barnewitz fra Vordingborg Fri Fagskole.
Med både mad, sang, debat og samvær blev det en aften, som både gæster og politikere vil huske.
…
Reklamelink: Vordingborg.in har nu rundet 20.000 følgere og 500.000 forskellige læsere. Hvad betyder det for en annoncør?