ADHD-foreningen starter en friluftsgruppe for børn med ADHD: “Naturen giver et frirum, hvor man kan være sig selv”.
Lyden af et stille knitrende bål, frisk luft i kinderne og børnelatter, der blander sig med fuglesang. Sådan håber de frivillige, at en dag i naturen bliver for børnene i den nye friluftsgruppe i Vordingborg.
Gruppen mødes hver 4. uge kl. 14-16, hvor to frivillige fra ADHD-foreningen står klar til at tage børnene med ud i naturen. Gruppen er for børn med ADHD i alderen 7–12 år. Det er gratis at deltage, og der er stadig plads til nye børn.
For mange børn med ADHD kan naturen noget helt særligt. Her er der højt til himlen, færre krav og plads til at bevæge sig, mærke og udforske. Børnene kan følge dyrespor i skoven, samle blade og grene, bygge små hytter eller tænde bål sammen. Det er aktiviteter, der både skærper sanserne og styrker fællesskabet.
”Vi ved, at mange børn med ADHD trives godt i naturen. Den giver ro og frihed på samme tid. Vi håber, at friluftsgrupperne kan blive et frirum fyldt med glæde, nysgerrighed og fællesskab,” siger Sofie Olsson, projektleder i ADHD-foreningen.
I friluftsgruppen skal børnene lege, udforske og bruge kroppen, men også opleve den ro, der opstår, når man tænder et bål sammen eller kigger op på skyerne.
Et personligt møde med ADHD skabte lysten til at hjælpe andre
Hanne Juhl meldte sig som frivillig i ADHD-foreningens friluftsgruppe, efter hun selv fik en ADHD-diagnose som 57-årig. Diagnosen satte mange ting i perspektiv. “Jeg fik diagnosen for halvandet år siden, og lige pludselig gav det hele mening,” fortæller Hanne.
Hun fortsætter: “Brikkerne faldt på plads. Jeg forstår mit liv på en ny måde nu.”
Den indsigt gjorde hende motiveret til at støtte børn, der står med lignende udfordringer. “Jeg ved, hvor svært det kan være at have ADHD, og jeg vil gerne gøre en forskel for børn, der måske står med nogle af de samme udfordringer,” siger Hanne. Hannes erfaring som voksen med ADHD giver hende et særligt blik for, hvad børnene kan have brug for: et sted uden krav, hvor de kan opleve glæde, ro og små succeser på egne præmisser.
Naturen som ro, rum og alternativ til skærmene
For Hanne har naturen altid haft stor betydning. Det er et sted, hvor hun kan finde ro og mærke sig selv. Hun håber at give børnene i friluftsgruppen samme mulighed: “Jeg elsker at være ude i naturen. Jeg kan mærke, hvor meget det gør for mit sind og jeg tror, det gælder for mange. Derfor vil jeg gerne give børnene et alternativ til computeren og skærmene. Noget, hvor de kan mærke sig selv og verden omkring dem.”
Det er oplevelserne i naturen, Hanne ønsker, børnene skal tage med sig. Hun håber, at de får gode oplevelser og et lille frirum, hvor de kan mærke på egen krop, hvordan naturen kan skabe ro og glæde. “Det har jeg selv oplevet,” siger hun.
Glæden ved at møde børnene
Når gruppen starter, ser Hanne især frem til at møde børnene og dele naturoplevelser med dem. “Jeg glæder mig til at lære dem at kende og til at give dem nogle oplevelser. At vi kan være i naturen sammen. Der er noget helt særligt ved at dele de øjeblikke,” afslutter hun.
Vil du være med?
Friluftsgruppen i Vordingborg mødes hver 4. uge kl. 14-16. Næste gang er d. 29/11 (27/12 springes over, så gangen efter er 24/1-26).
Gruppen mødes på parkeringspladsen ved Vintersbølle plejecenter.
For tilmelding eller spørgsmål: naturgruppeadhd@gmail.com





















