Debatindlæg af Marie Lenstrup, SF: Vi lever længere og længere, og det betyder, at der i fremtiden kommer til at mangle boliger, der passer til ældre borgeres ønsker.
Alle har sikkert nogle ønsker til, hvordan man gerne vil bo, når man bliver ældre. I Vordingborg Kommune er der mange store, dejlige villaer – men hvor mange enlige ældre sidder der mon, som føler sig ensomme med al den plads, og måske overvældede over opgaverne i hus og have? Der er rift om de små rækkehuse med altan eller en overskuelig have, især i vores byer, hvor butikker og oplevelser er inden for rækkevidde. Men selv et rækkehus giver ikke automatisk fællesskab.
Derfor skal vi opfordre til, at der bygges bofællesskaber for seniorer, så ældre, der kan klare det meste selv, ikke skal sidde alene i et hus med sporadiske besøg af hjemmeplejen. De skal kunne vælge at bo tæt på andre, som også har lyst til fællesskab og samvær i seniorårene. Det styrker livsglæden og trivslen – og jeg tror på, at det også styrker helbredet, så man kan nyde livet i sin egen bolig længst muligt.
Derfor skal Vordingborg Kommune have en meget mere aktiv boligpolitik. Vi skal lede efter de gode byggegrunde til seniorbofællesskaber, vi skal tænke det ind i lokalplanerne, og vi skal indlede samarbejder med bygherrer, som kunne være interesserede – både de store som PFA og RealDania, og de små sammenslutninger af interesserede borgere.
Så får vores seniorer flere valgmuligheder, hvis de vil flytte, og så bliver nogle af de store, dejlige villaer ledige til de børnefamilier, som vi jo også gerne vil have flere af i kommunen. Det er godt for alle.
Med venlig hilsen
Marie Lenstrup, SF
…
Reklamelink: Velkommen til Vordingborgs største hvidevarecenter
Reklamelink: Vordingborg.in har nu rundet 20.000 følgere og 500.000 forskellige læsere. Hvad betyder det for en annoncør?