En ny forening har set dagens lys – og med den er fundamentet lagt for en ny festival på Møn.
Foreningen Mørkefestival Møn er stiftet og står bag etableringen af en ny, årligt tilbagevendende Mørkefestival, der får premiere på Møn i efteråret 2026. Festivalen vil strække sig over en hel måned i oktober og november og invitere borgere, gæster og erhvervsliv til at opleve mørket – sammen.
Mørkefestivalen udspringer af en fælles ambition om at sætte fokus på nattemørket som en kvalitet i sig selv. Ikke blot som fravær af lys, men som noget værdifuldt – for naturen, for vores sundhed og for den kulturarv, der knytter sig til nattehimlen.
Den nye forening er resultatet af et længere forarbejde og et ønske om at værne om mørket og udvikle nye måder at bevare og opleve det. Med stiftelsen er der nu skabt en organisatorisk ramme, som kan samle kræfterne og sikre, at festivalen kan vokse og forankres lokalt.
Mørkefestival Møn tager afsæt i områdets status som Dark Sky Park og Dark Sky Community og understøtter Vordingborg Kommunes strategi “Mørke af Guld”. Målet er at styrke forståelsen for mørkets betydning og inspirere til handling, der kan reducere lysforurening. Samtidig er ambitionen at skabe liv i skuldersæsonen og give både lokale og besøgende en ny anledning til at opleve Møn og Nyord – også når mørket falder på.
Vordingborg Kommune har – i kraft af sin rolle som ansvarlig for Dark Sky-certificeringen af Møn og Nyord – en fast plads i bestyrelsen. Etableringen af foreningen ses som et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke mørkets værdi i området.
“Det her er et initiativ, der taler direkte ind i hele grundlaget for vores Dark Sky-arbejde. Mørket er en kvalitet, vi både skal beskytte og formidle – og her får vi en platform, hvor endnu flere kan være med til at skabe oplevelser og engagere sig,” siger Dark Sky-koordinator Anne Marie Kamilles.
Visionen er, at Mørkefestival Møn & Nyord skal udvikle sig som en fælles platform, hvor mange forskellige aktører har lyst til at bidrage. Festivalen skal være en ramme, der skal fyldes af lokale initiativer, samarbejder og idéer.
Arbejdet med festivalens indhold går nu i gang, og foreningen inviterer allerede nu foreninger, kulturaktører, virksomheder og ildsjæle til at byde ind. Har man en idé til en aktivitet, et arrangement eller en oplevelse – eller ønsker man blot at blive holdt orienteret – er man velkommen til at tage kontakt.
Allerede nu løftes sløret for nogle af de første elementer i programmet. Blandt andet arbejdes der på et foredrag om Nattens Natur med naturformidler Morten D.D., kendt for sin smittende begejstring og sin evne til at formidle naturen i øjenhøjde, gratis Mørkevandring med stjernkig i Klinteskoven og lanceringen af et MørkeMuseum på 44Møen i Askeby.
Den første Mørkefestival Møn & Nyord finder sted fra den 10. oktober til den 8. november 2026.
Bestyrelsen i den nye forening består af Mette Juul Holmquist, Inger Marie Scavenius, Kristina Ask, Laura Barüel og Anne Marie Kamilles.
Følg med på www.darksky.nu
























