Fem foreninger fra Vordingborg Kommune har fået tildelt midler fra Nordea-fondens renoveringspulje.
Fonden har tirsdag uddelt samlet 100 millioner kroner til renovering af lokale mødesteder rundt over hele landet.
Tirsdag morgen vågnede foreninger og lokale ildsjæle over hele landet op til en god nyhed.
187 projekter over hele landet har nemlig fået en del af Nordea-fondens renoveringspulje, der giver støtte til renoveringsprojekter for lokale mødesteder.
”Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden i en pressemeddelelse.
”Derfor valgte vi at øge støtten fra 75 mio. kr. til 100 mio. kr. – og samtidig har vi besluttet at genåbne Renoveringspuljen i efteråret 2025. Vi vil nemlig meget gerne kunne imødekomme flere ansøgninger, når behovet og engagementet er så stort.”
I Vordingborg Kommune har fem projekter tilsammen modtaget støtte på lige knap 3,6 millioner kroner. Det drejer sig om: Ungdomshuset Møn, Bogø Forsamlingshus, Hjelmhuset, Mollys Hus på Klintholm Havn og Den Gule Stald i Kalvehave.
Et stærkere foreningshus
For Den Gule Stald betyder støtten på lige knap en million kroner, at man kan sætte gang i en omfattende renovering og udbygning, der kan åbne huset for flere brugergrupper og aktiviteter.
”Det er en helt fantastisk håndsrækning for os, som betyder at vi i første omgang kan opgradere huset med et foreningskøkken, handicapvenlige toiletter og forbedrede adgangsforhold. På længere sigt arbejder vi med etablering af omklædningsrum og sauna som sammen med en energioptimering af bygningen kommer til at sikre Den Gule Stald som et bedre og fremtidssikret foreningshus her i Kalvehave. Det er vi mange, der sætter stor pris på,” siger formand for Den Gule Stald, Thomas Finke.
Borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed glæder sig over, at en række lokale mødesteder kan se frem til en kærlig hånd.
”Jeg vil gerne sige stort tillykke og stort cadeau til de foreninger i kommunen, der har fået tilsagn fra Nordea-fonden. Det er vigtigt for vores fællesskaber i kommunen, at vi også værner om og fremtidssikrer de lokale mødesteder. Nordea-fondens puljer er en rigtig god mulighed for mange foreninger, og jeg vil gerne opfordre til at man holder sig klar til at sende en ansøgning, når puljen åbner igen til efteråret,” siger Mikael Smed.
…
Vordingborg.in har nu rundet 19.500 følgere og 500.000 forskellige læsere – og hvad betyder det?