Netværket Møn.Nu havde fredag morgen inviteret Bryghuset Møn til at komme og fortælle om virksomheden, om planer og udvikling.
Partner Thomas Stecher leverede et spændende oplæg både historien om Bryghuset og fremtiden.
Bryghuset Møn blev startet i 2005 af malermester Ivan Luffe. I forbindelse med Bryghuset var der også en restaurant, men der manglede noget flow i ølsalget. Der var juni, juli og august hvor der blev solgt en del øl, men resten af månederne var det sløvt. Thomas Stecker og David Jensin overtog Bryghuset i 2012.
-I 2012 kontaktede Ivan Luffe mig og jeg fik restauratør David Jensin med ang. en eventuel overtagelse, og vi havde en ærlig og god dialog med Ivan Luffe. Vi undersøgte en masse ting, bla. øllet. Vi fandt ud af at folk følte sig mætte når de havde drukket, og samtidig havde vi ½ liters flasker. Og det gjorde ondt på David når han så, at gæsterne på cafeen ofte delte en øl, fremfor at købe en hver, fortæller Thomas Stecher.
-Vi skar ind til benet, reducerede antallet af forskellige øl til fire, Staut, Ale, Pilsner og en Classic, og ændrede flaskestørelsen til 33 cl. Samtidig ændrede vi på øllet så det ikke var så “mættende”, gjorde øllet lettere og til en mindre alkoholprocent.
-Der er mange udfordringer, andre flasker betød også en anden tappemaskine. Vi skulle også finde ud af, hvem vi ville sælge til. De store kæder vil ikke betale så meget, så tjener vi mindre. Nu er det kun dem på selve Møn der ønsker at sælge vores produkter der får lov, samt restaurationer, cafeer og Skjold Burne uden for Møn.
Ud over øl producerer Bryghuset Møn også vand fra Møns Klint samt økologiske safter, og det er noget der hitter i København.
-Fremtiden tegner lys, vi vækster hele tiden, vi er repræsenteret i hele Danmark undtagen Bornholm, der er de meget patriotiske over for Svaneke Bryghus. Vi får flere og flere kunder især i Jylland. Vi producerer 400.000 liter og har kapacitet til 1 mio. liter.
-Eksport gør vi ikke noget ud af for øjeblikket, men vi har en enkelt kunde i London. En dansker der har en række restauranter.
En øl hos Bryghuset Møn tager 42 dage at fremstille fra start til slut. Øllet inviterer til at blive hældt op i et glas.
Bryghuset har 4 medarbejdere samt tre partnere.
Partnere er Thomas Stecher, David Jensin og Kasper Bøgedal.
Bryghuset ligger på adressen Priorsvej 1, 4780 Stege.
..
½ pris! Meget billige rubrikannoncer Velegnet til jobopslag, arrangementer, jubilæum, fødselsdage, loppemarkeder, generalforsamling, boligsalg, bilsalg og meget meget mere.



























