Showkamp og feststemning: Patrick Wozniacki slog de første bolde på Solbakkevej
Det var Patrick Wozniacki, der fik æren af at slå bolden første gang på de spritnye baner i DGI Huset Vordingborg, da byens nye padelcenter officielt blev indviet.
Åbningsdagen bød på taler, begejstring og en showkamp, hvor Wozniacki demonstrerede sporten på den nye arena. Borgmester Mikael Smed understregede i sin tale, at projektet er en markant styrkelse af Vordingborgs idrætsliv:
– DGI Huset er i dag et samlingspunkt for tusindvis af brugere og foreninger. Med padelcentret føjer vi endnu et kapitel til en af kommunens største succeshistorier, sagde han.
Fra plastfabrik til idrætsmekka
Det var DGI Husets direktør, Hans Snestrup, der åbnede talerækken. Han lagde ud med en varm tak til de mange, der har bidraget undervejs – fra investorer og entreprenør til medarbejdere og frivillige.
Byggeriet er udført af HPH Totalbyg A/S og rummer fire doublebaner, en singlebane, loungeområde, balkon med udsigt til spillet samt moderne omklædningsrum.
Bag projektet står 12 lokale investorer, der tilsammen har finansieret byggeriet med 12,5 millioner kroner. Bestyrelsesformand for DGI Huset, Henrik Holmer, takkede i sin tale for den tillid og opbakning, som virksomheder og privatpersoner har vist:
På væggen i omklædningsområdet hædres de bidragydere, der har stået bag finansieringen, mens to har ønsket at være anonyme.
Nyt liv på Solbakkevej
Borgmesteren fremhævede også den transformation, området har gennemgået. For blot lidt over et årti siden lå her en nedslidt industribygning, men i dag summer stedet af aktivitet med svømmehal, springcenter, Arena Storstrømmen – og nu padelbaner.
Indvielsen blev rundet af med en stemningsfuld showkamp, hvor Patrick Wozniacki satte gang i boldene og officielt slog dørene op til Vordingborgs nye padeltilbud.























