Det er Ældresagen i Stege, Nyråd Lokalforum og 4H-gården i Præstø, der nu får ejerskab over deres lokale bygninger. De tre har alle dannet almennyttige foreninger, som kommunen overdrager de tre bygninger til.
”Jeg er glad for, at vi har fundet en rigtig god fælles løsning. Foreningerne kan fortsat bruge husene til det vigtige arbejde, de udfører lokalt, og nu får de også bedre mulighed for at sætte deres eget præg på de fysiske rammer. Vi har haft mange dialoger med foreningerne for at kunne nå hertil, og det har også været svært undervejs. Så jeg vil gerne sige foreningerne tusind tak for at gå helhjertet og dedikeret ind i dialogen med os. Det er vigtigt for os som kommune, at vi også fremover kan tilbyde vores foreninger og medlemmerne nogle attraktive rammer at udfolde sig i. Vi fortsætter derfor også det store arbejde, som vi har igangsat med at prioritere anvendelsen og løfte kvaliteten af alle vores bygninger” siger borgmester Mikael Smed.
Baggrunden for hele overdragelsen er en større analyse af kommunens bygninger og faciliteter på kultur- og fritidsområdet som blev gennemført i 2023/2024. Formålet med analysen var at give kommunalbestyrelsen et bedre grundlag for at prioritere anvendelsen af bygningerne. Målet er at udnytte kommunens kvadratmeter bedst muligt, til gavn for flest mulige. Alle foreninger på området har været inviteret til at deltage i først kortlægning og senere høring og dialog om analysens resultater og anbefalinger. Kommunalbestyrelsen behandlede analysen og dens anbefalinger i juni 2024.
Herefter har der været konkrete dialoger om de bygninger, som analysen anbefalede at kommunen ikke længere skulle eje. Den 26. marts 2025har kommunalbestyrelsen så vedtaget de endelige rammer for en overdragelse til de tre foreninger.
Ud over de tre overdragelser har kommunalbestyrelsen også godkendt at Langebæk Lokalarkiv flyttes fra den nuværende placering i administrationsbygning i Langebæk til Stensved Skole/Kulsbjerg Skole. Lokalarkivets bestyrelse har ønsket at blive i lokalområdet og med flytningen til skolen er dette nu blevet opfyldt. Flytningen sker som følge af at administrationsbygningen i Langebæk skal sælges, når medarbejderne dér senere på året flytter til det nye rådhus i Vordingborg.