Forbindelse med os
Jonica i Vordingborg
Jane B i Vordingborg
begravelse bisættelse Vordingborg Kommune Stege stensved præstøDGI Huset Vordingborg svømmehal vandlandBrændeovn-m-miljø-Vordingborg-Arnestedet-200x400xl-byg i Præstø

Forside

Lidt om dagen og den kommende uge

Publiceret

: ,

Dagens navn; Chrysostomus dag, biskop Johannes af Konstantinopel, der får tilnavnet Chrysostomus -“Gyldenmund”.

Så kom den første sne, der i løbet af dagen blev til tøsjap og tåge. Her på Dalstrøget i Nyråd hen mod lørdag aften.

Biskop Johannes af Konstantinopel levede omkring år 400. Han var god til at udlægge teksten ved sine bibelforelæsninger og fik derfor tilnavnet Chrysostomus – “Gyldenmund”. Han var ikke popu­lær ved det byzantinske kejserhof, som fik ham afsat i år 404. Efterfølgende blev han landsforvist og dør i år 407.

Det er dag 27 efter den gregorianske kalender af årets 365 dage.

Solen står op klokken 08,12 og går ned 16,38. Dagens længde er på otte timer og 26 minutter.

Månen står op går ned klokken 11.07. Den nærmer sig sidste kvarter, hvilket sker klokken 22.12. Den er aftagende og 60% synlig.

Danske historiske begivenheder sket på dagen 27. januar:
1829 – Polyteknisk Læreanstalt oprettes.
1851 – C.A. Bluhme bliver premierminister i Danmark efter A.W. Moltke.
1933 – Hoffet meddeler, at kronprins Frederiks lillebror Knud har forlovet sig med sin kusine, prinsesse Caroline Mathilde.
1943 – B&W bombes af RAF, som ødelægger produktionen af motorer til tyske ubåde.
1953 – Brændselsrationeringen i Danmark bliver ophævet.
1997 – Dorrit Willumsen tildeles Nordisk Råds litteraturpris for sin roman om Herman Bang.
1992 – Finansmanden og EF-parlamentarikeren for Venstre, Klaus Riskær Pedersens økonomi bryder sammen, da hans livsværk, Accumulator Invest, hans personlige selskab Krepco Holding, samt den af ham ejede Frederiksborg Amts Avis træder i betalingsstandsning.
2001 – Den 2000 år gamle Grauballemand til scanning på Skejby Sygehus.
2003 – Hans Blix afleverer en foreløbig rapport til FN, hvoraf det fremgår, at Irak ikke lever op til forpligtelserne i resolution 1441.
2006 – Flere religiøse ledere i Mellemøsten opfordrer under fredagsbønnen til boykot af danske varer.
2008 – Danmarks håndboldlandshold for mænd vinder for første gang en mesterskabsturnering, da holdet i finalen om EM sejrer 24-20 over Kroatien.

Og lidt fra hver af ugens kommende dage:
Mandag d. 28. januar
1682 – Skifteprotokoller bliver påbudt ved forordning, såvel i by som på land.
1969 – Tom Bogs forsvarer med held sin europamestertitel i letsværvægtsboksning ved at slå italieneren Del Papa på knockout.
1971 – Efter ni års stridigheder om en dansk-tysk-hollandsk afgrænsning af kontinentalsoklen under Nordsøen, bliver der i København underskrevet en aftale, der omfatter det danske sokkelområde ca. 47.000 kvadratkilometer.
1980 – De første F-16 fly leveres til Danmark.
1990 – Det kommunistiske Land og Folk udkommer for sidste gang.
1999 – Dansk EU-embedsmand fængsles, mistænkt for at have været STASI-spion for DDR under den kolde krig.
1999 – En fransk bankrøver idømmes i Paris 25 års fængsel for mord på dansk politibetjent under bankrøveri i Højbjerg ved Århus.
2009 – Det danske Flyvevåben åbner sine UFO-arkiver for offentligheden. Materialet indeholder de hidtil hemmelig­holdte rapporter over UFO-observationer fra årene 1978-2002.

Tirsdag d. 29. januar
1658 – Karl 10. Gustav af Sverige går over isen på Lillebælt. Karl Gustav havde besat hele Jylland, men ville videre ud på de danske øer. Han gik over isen med 6.000 ryttere og 2.500 fodfolk ved Hejls. På blot et par dage var hele Fyn erobret.
1769 – Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab bliver stiftet.
1801 – Kong Christian VII indstifter Holmens Hæderstegn, som på denne dato tildeles “enhver Mand eller Kvinde, der er ansat i Søetaten eller Orlogsværftet og har forrettet Tjeneste ved Forsvaret i uafbrudt fulde 25 Aar efter sit fyldte 20. Aar”.
1868 – For første gang bliver der holdt en smørudstilling i Danmark i vinteren. Udstillingen finder sted i Århus og har 167 udstillere. Udstillingen bliver starten på en stor og tiltrængt forbedring af smørrets kvalitet. Hidtil havde smørudstillinger været holdt om sommeren, hvor smørret var bedst.
1906 – Christian IX dør på Amalienborg, 87 år gammel. “Europas svigerfar”. Han gravsættes i Roskilde Domkirke i Glucksborgernes kapel. Han efterfølges af sønnen Frederik VIII.
1918 – “Slaget på Grønttorvet”. En arbejderdemonstration blev splittet af Politiet, på Københavns grønttorv – det nuværende Israels Plads.
1942 – Fem danskere døde af kulde denne dag, og brandvæsenet rykkede ud til 270 sprængte vandledninger. Vinteren ´42 var den strengeste vinter nogensinde i Danmark, og var den sidste af de såkaldte trilling-isvintre.
1959 – Kongelige Grønlandske Handels nye flagskib, Hans Hedtoft, stødte mod et isbjerg ved Kap Farvel og sank. Alle 95 ombord omkom. Skibet var på vej hjem fra sin jomfrurejse til Grønland. Det eneste spor af skibet, var en redningskrans, der skyllede op på Islands kyst.
1963 – Jørgen de Mylius debuterer med sin første radioudsendelse, en halv times Top 20. Det er radioens første udsendelse udelukkende med popmusik.
1979 – Danmark oplever sin første gidselaffære, da iranske studenter i otte timer holder deres hjemlands ambassade i København besat. Ingen kommer til skade.
1999 – Rembrandts maleri, Dameportræt, bliver stjålet fra kunstmuseet Nivaagaard i Nordsjælland.
2006 – Syrien udtaler, at den danske regering skal straffe forbryderne ifm. Muhammedtegningerne og lukker sin ambassade i Danmark.

Onsdag den 30. januar
1850 – Rigsdagen åbner for første gang.
1933 – Kanslergade-forliget mellem Venstre og regeringspartierne Socialdemokratiet og Radikale Venstre afsluttes i statsminister Thorvald Staunings hjem i Kanslergade i København efter 18 timers møde.
1970 – Danmarks Radio indgår en samarbejdsaftale med Østtysklands Statsradiofoni. Det er første gang en statslig institution i et NATO-land anerkendte et østtysk statsorgan.
1971 – Landsretssagfører Mogens Glistrup udtaler i tv-programmet Focus, at han anser indkomstskat for umoralsk, og at folk, der snyder i skat, bør betragtes som frihedskæmpere.”40 sekunder, som ændrede Danmarks historie”, sagde man senere om udtalelsen. Det blev samtidig starten på Fremskridtspartiet.
1974 – ØK – Østasiatisk Kompagni – holdt den første pressekonference nogensinde i firmaets historie.
1977 – Det Berlingske Hus opgiver at forhandle med det tekniske personale og sender 1000 medarbejdere hjem.
1981 – Danmarkshistoriens kendteste travhest, Tarok, ejet og kørt af Jørn Laursen, dør af en tarmsygdom ni år gammel.
1987 – Europas største vindmøllepark med fem store møller bliver indviet på Masnedø.
1989 – Den første kvindelige pilotelev optages i det danske flyvevåben. Eleven var den 18-årige Charlotte Ranslet.
2001 – Dronning Margrethe oplyser, at hun arbejder med scenografi og kostumer til et H.C. Andersen stykke, som skal opføres på Tivolis Pantomimeteater.

Torsdag d. 31. januar
1864 – Preussen og Østrig meddelte de neutrale stormagter, at de nu ville skride til handling overfor Danmark, der stadig nægtede at trække Novemberforfatningen tilbage. Samme nat gik preussiske og østrigske tropper over Ejderen og ind i Slesvig. Ved Dannevirke stod nu 40.000 danskere med gammeldags forladegeværer over for 57.000 preussere og østrigere med moderne bagladere og riflede langtrækkende kanoner.
1912 – Verdens første oceangående dieselmotorskib, Selandia, bliver søsat fra B&W i København.
1971 – Oslo-båden Prinsesse Margrethe sejler med fuld kraft mod klipperne ved Kullen i Sverige. Ingen kommer noget til ved uheldet.
1978 – Cykelrytteren Hans-Henrik Ørsted sætter verdensrekord på fem kilometer i tiden 6.02,574 i Forum på Frederiksberg.
1944 – Den tyske besættelsesmagt begår schalburgtage mod Palladiums filmatelier i Hellerup. Det sker blandt andet, fordi danskerne demonstrativt boykotter biografer, der spiller tyske film.
1989 – Måneden har været den varmeste januar i dansk vejrhistorie med en gennemsnits­tempe­ratur på 4,9 grader. Vinteren bliver også den hidtil varmeste.
1990 – Folketinget vedtager, at spritbilister ved grove gentagelser kan få konfiskeret deres bil. Forslaget er fremsat af justitsminister Hans Engell.
1993 – Regeringen beslutter at overføre 350 millioner kroner til den kriseramte færøske bank, Sjövinnubankin.
1995 – 130 skraldemænd i Århus nedlægger arbejdet.
1997 – Anklagemyndigheden afviser at gå videre med den politianmeldelse, som regeringen, i februar 1996, indgav mod journalist Poul Brink fra DR for at have offentliggjort fortrolige dokumenter fra Thule-sagen.
2006 – Terrororganisationen Al-Qaeda truer Danmark med selvmordsangreb som følge af Jyllandspostens Muhammedtegninger.
2006 – I Gaza by afbrændes billeder af statsminister Anders Fogh, og der opfordres til, at den danske regering skal straffe ophavsmændene for karikaturtegningerne. Bombetrussel mod Jyllandsposten.

Fredag d. 01. februar
1757 – Der indføres bødestraf for drukkenskab.
1797 – Den danske stat indfører Toldloven af 1797.
1953 – Det danske landsting  afskaffes.
1983 – Samtlige otte besætningsmedlemmer omkommer, da Tvind-skolernes 57 år gamle skonnert, “Activ” forliser i storm ud for Holland.
1987 – 24 buspassagerer dør i den værste bilulykke i Jugoslavien siden 2. Verdenskrig, da den danske lastvognschauffør Vagn Kristensen kører ind i bussen. Vagn Kristensen anklages for uforsvarlig kørsel. I april får han seks års fængsel som eneansvarlig for ulykken, der skete i stærkt snevejr. Vagn Kristensen løslades i maj ´89 efter en udvekslingsaftale mellem de to lande.
1996 – De strejkende skraldemænd ved Århus Renholdningsselskab fritstilles.

Lørdag d. 02. februar – Kyndelmissedag. I gamle dage blev Kyndelmisse betragtet som vinterens højdepunkt og årets koldeste tid.
Gammelt vejrvarsel: Synger lærken før kyndelmisse, varer vinteren længe. Skinner solen ved kyndelmisse, varer vinteren til midt i april. Gråvejr eller sne og uvejr lover tidligt forår. Mild kyndelmisse lover kold påske.
1851 – Den danske hær vender tilbage til København, hvor den hyldes for sine sejre i treårskrigen.
1854 – Telegraflinjen fra København til Altona indvies.
1960 – Regeringen vedtager bygningen af Hanstholm Havn.
1988 – Danmarks tidligere ambassadør i Mexico, Vagn Hoelgaard, forsvinder sporløst fra sit hjem i Marbella.
1990- Voldsomme kampe med tåregas og benzinbomber udkæmpes på Nørrebro mellem politi og Bz’ere.
1993- Peer Hultberg modtager Nordisk Råds Litteraturpris.
1997 – Fængslet bandidos-rocker såres af raket, som skydes ind gennem cellevinduet i Køge Arrest.
2006 – Statsminister Anders Fogh fortæller på den arabiske TV-station Al-Arabiya, at danskerne ikke ønsker at fornærme verdens muslimer. Han forklarer, at danskerne respekterer alle religioner.
2009 – Folketingen vedtager Bankpakke 2 på 120 mia. kr. i kampen mod finanskrisen.

  •   
  •  
  •  
  •  

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Seneste tekstannoncer

Vordingborg Låseserviceimages/Rotationbanner/Hoejresidebar2/RemaStensved/ikke navngivet 2.jpg