En stor pose penge er uddelt via Møns Bank gennem de seneste 3 år – det drejer sig om Lærer Johannes Jørgensen og Hustrus Fond til uddannelse af Unge på Møn.
Det er ikke småpenge, der er kommet til glæde for lokale studerende i årene 2023-25. En for længst afdød lærer Johannes Jørgensen og hans hustru fra Keldbylille på Møn efterlod sig ikke mindre end 750.000 kr., som de henlagde i en fond til gavn for ”Unge fra Møn”, som der står i fundatsen.
– Vi har haft den store fornøjelse at administrere fonden, siger bankdirektør Per Sjørup Christiansen fra Møns Bank, og det betyder, at vi har kunnet overrække en lang række legater gennem de seneste tre år til unge studerende.
Sagen er nemlig den, at fonden oprindeligt skulle uddele renteindtægterne, men på grund af det generelle lave renteniveau har der ikke været uddelinger fra fonden i en 10 års periode. Banken ansøgte derfor Civilstyrelsen og fik godkendt en opløsning, så fondens grundkapital kunne uddeles over tre år.

Lærer Johannes Jørgensen og Hustrus Fond til uddannelse af Unge på Møn er nu opløst. Her ses fondsbestyrelsen, fra venstre økonomidirektør Rasmus Svane, skoleleder ved Møn Skole Dorthea Ryhl Pedersen, sognepræst Lene Skov Opsahl og bankdirektør Per Sjørup Christiansen.
Mere end 100 glade modtagere
Gennem de tre år har fonden kunnet glæde mere end 100 lokale studerende, som har fået et fint tilskud til bøger eller ”livets ophold”, som også var en del af formålsparagraffen.
– Som en værdig finale har vi i år kunnet imødekomme ikke mindre end 55 ansøgere med i alt 323.750 kr., som opfylder tilknytningskravet til Møn og med et relevant studie, siger Per Sjørup Christiansen.
Selv om den aktuelle fond nu er nedlagt, er der stadig håb for studerende fra Møn til at sikre sig lidt hjælp til studierne, bl.a. ved Gårdejer af Æbelnæs Niels Peter Hansens fond.




















