Dyrene kan se drabelige ud, men er ganske fredsommelige
Gruppen af frivillige, der står for naturplejen på den lille naturperle Munks Banke ved Nyråd får hjælp af 10 stykker kvæg til afgræsning af området. Kvæget færdes frit i det 15 ha store naturområde, og gæster kan blive mødt af drabeligt udseende dyr med lange spidse horn.

Der er dog ingen grund til panik, og man kan trygt færdes i området, hvorfra der er flot udsigt. Kvæg der bruges til afgræsning er alle af meget fredsommelige racer, og selv om der er en tyr imellem er der ingen fare på færde. Man skal naturligvis færdes indenfor indhegningerne med almindelig sund fornuft og holde afstand til dyrene, og hunde skal holdes i helt kort snor.
Forleden kunne man opleve dyrene på toppen af Munks Bank, hvor en af de langhornede dyr kløede sig op ad et af de opsatte informationsskilte, så det blev bøjet. Andre gange ses hele flokken færdes tæt på omfartsvejen, der løber tæt forbi området.

Munks Banke er ejet af Danmarks Naturfond, der fik selve den 67 meter høje banke overdraget i 1987 af familien Munk. Siden er tilstødende arealer for nylig købt til, så man på et forholdsvis lille areal kan opleve et flot kuperet terræn med enge, skov, søer, en dyb kløft og en flot udsigt.
Lokalhistorikeren Holger Munk og hans kone Ester ligger begravet på toppen af Munks Banke.
Året rundt er Munks Banke et besøg værd, og de græssende dyr bør ikke afholde nogen fra at komme. Der er for nylig anlagt en P-plads ved starten af Munksgårdsvej.




















