Kim Hemmingsen, ejer af restaurant Det Gamle Toldhuus i Præstø, meddeler at han lukker.
-Jeg må desværre meddele, at Det Gamle Toldhuus og Café Luux lukker pr 1. november, skriver han i sit opslag.
–Jeg har lært at holde af Præstø og de fantastiske mennesker, byen består af. Men i de to og et halvt år, vi har eksisteret, gjorde først en kæmpe Coronakrise, med afstand mellem bordene og færre kunder, livet vanskeligt for os. Og nu i disse måneder oplever vi så en Energikrise, som har fordoblet elregningen, samtidig med at råvare-priserne skyder i vejret. Det sidste skub ud over kanten er blevet at staten forlanger tilbagebetalingen af coronapakken nu. Jeg er nødt til at erkende, at det ikke kan hænge sammen.
Det betyder desværre, at jeg er nødt til at aflyse de arrangementer, som en række af jer allerede har booket. Vi vil hurtigst muligt kontakte jer personligt med henblik på at få jer bragt trygt og sikkert videre.
Det er ikke lysten til at drive restaurant i Præstø, der mangler, kan jeg love jer. Det har været nogle helt fantastiske år her i byen, hvor jeg har lært masser af søde mennesker at kende. Folk, der hurtigt blev stamkunder, gratis koncerter på sommerens fredage, temaaftener på menuen, skaldyr i uge 29, solen, der spilles ned, fyrværkeri – ja, et liv på havnen, som er helt unikt. Jeg håber, at Toldhuuset kommer til at leve videre.
Mange tak til jer alle sammen for denne gang. Det har været en fornøjelse og et privilegium at servere for jer. Præstø kan noget helt særligt.





















