Kriminelle julegaveideer i Bog & Idé Vordingborg – du får også mulighed for at hilse på forfatteren.
Forfatteren Hans-Willy Bautz tilbyder ideer til kriminelle julegaver i form af krimier med lokalt islæt. Foto: Merih Cihan
.
Det er fredag, den 22. november fra kl. 15, at den lokale krimiforfatter Hans-Willy Bautz gæster Bog & Idé i Algade.
Med sig har han sin nyeste krimi, ”Fundet i hustomten”, der har handling omkring Mariager Fjord med afstikkere til Maribo, Gedser og Mecklenburg-Vorpommern. Handlingen tager sin begyndelse med nogle spejdere, der skal grave en skat ned i en hustomt bag hovebygningen til en forhenværende hjemmeværnsgård, Himmerlandsgården på Als Odde ved Mariager Fjord. Ved gravningen finder de en skeletteret hånd, der fører politiet til skelettet af en ung kvinde, der blev dræbt i 1959. Efterforskerne hælder i første omgang til et jalousidrama. Imidlertid opstår der indikationer på, at der også kan være tale om et drab i forbindelse med spionage. Forfatterens hovedpersoner gennem nu ni krimier, den dansk-tyske journalist Michael Bech og hans kæreste, den italienske kriminalkommissær Angela Pecci, blander sig i opklaringen af det gamle mord og kommer da også til et resultat.
.
Hans-Willy Bautz er blandt andet kendt for sine lokale krimier som fx ”Skovtårnsmordet”, der har handling på Sydsjælland og dermed også i Vordingborgområdet, og Lolland-Falsterkrimien ”Den hængte i labyrinten & Kunstrøveriet på Fuglsang”. Han medbringer alle sine krimier samt den prisbelønnede børnebog ”Skelettet på slottet”, som han har skrevet sammen med sin dengang niårige nabosøn Theodor William Larsen.
…





















