Dansk Forening for Rosport og Vordingborg Ro-og Kajakklub har tilrettelagt et rokursus over 10 aftener.
Klubben skriver i deres annonceopslag:
Det foregår mandag og onsdag i ugerne 17-21 fra kl. 18.30 til 20.30. Kurset starter mandag den 26. april.
Det er klubbens instruktører der står for undervisningen og I vil have den samme instruktør igennem hele forløbet.
I Vordingborg har vi optimale forhold for at dyrke vores sport. Vi har masser af skønne kyststrækninger både mod øst og vest og skal vi på en lidt længere tur kan vi tage over Storstrømmen. Er man medlem står klubben til rådighed 24–7. Mulighederne er mange, en morgentur hvor man kan følge hvordan naturen vågner, en sæl kikker nysgerrigt på en eller en havørn der svæver højt oppe på himlen. Har man mere brug for at slappe af efter dagens arbejde, er en aftentur lige sagen. Ned til Farøbroen og tilbage igen og så får man den flotteste solnedgang over Vordingborg by og følger med hvordan naturen forandrer sig hver dag.
Der findes rigtig mange forskellige sportsgrene som er gode for både krop og sjæl. Men er man virkelig på jagt efter en sportsgren, eller en motionsform, så er roning værd at anbefale. Hvis man skal gå i detaljer, så er roning faktisk en af de mest effektive motionsformer, hvor man får gang i hele kroppen. Det er nemlig ikke kun benene der bliver styrket, men også armene, skuldrene, og tro det eller ej, så gavner det også maven og ryggen. Det er ikke hårdere at ro end hvis man cykler i moderat tempo. Roning er en effektiv og hurtig måde at forbrænde kalorier på og derfor gavnligt hvis man ønsker at tabe sig og samtidig forbedrer sin kondition markant.
Alle kan blive medlem af klubben. Roning har ingen alder, en 10 årrig og en 90 årig kan snilt ro sammen. Som udgangspunkt er der ikke nogen faste hold man møder bare op til klubafterne og så bliver der sat hold alt efter hvor langt man vil ro.
Er du medlem af klubben er du også medlem af et fællesskab. Materiellet og huset står til rådighed og kan frit benyttes i den udstrækning klubbens reglement giver adgang dertil. Mulighederne er mange, vi har robåde, turkajakker, havkajakker, polokajakker og paddelboard og hvis vejret er dårligt kan vi trække indendørs og tage en tur i romaskinerne.
For at ro har man ikke behov for at investere i fint træningstøj. Praktisk tøj efter vejret og et par smalle kondisko er godt. Klubben stiller godkendte redningsveste til rådighed.
Det koster 200,00 kr i indskud at blive medlem og herudover koster det pr. kvartal: medlemmer under 18 år 225,00 kr – medlemmer over 18 år 400,00 kr – samboende 350,00 kr pr voksen pr. kvartal.
Vil du med på rokurset? Kontakt roklubbens formand på mail formand@vo-roklub.dk eller tlf 61362685 inden den 21. april 2021.
Læs evt mere på deres hjemmeside vo-roklub.dk

























