Der blev gået til den i Bosei Svømmehal i Præstø, da Brøderup Efterskole lørdag afholdt det årlige ministævne i kajakpolo.

Time-out – Træner, August Schollain Birchner giver det unge hold fra Vordingborg gode råd. Foto Noah Hansen
Lørdag stod den på kajakpolo i Præstø hele dage fra klokken 9 til 18.30, da Brøderup Efterskole afholdt det årlige stævne. Fremmødte forældre og elever fra efterskolen skabte en god stemning. Der deltog 11 hold, ti fra Sjælland og et fra Fyn. Deltagerne var unge op til 18 år. Ministævnet var inddelt i to rækker; En for de yngste med tre hold – heriblandt et med de “nye” spillere fra Vordingborg Ro-og Kajakklubs kajakpoloafdeling, som blot havde prøvet at være i kamp en enkelt gang tidligere. Endvidere en række otte hold delt i to puljer med ældre spillere. Spilletiden for kampene var sat ned fra de normale 2 x 10 minutter til 2 x 7 minutter, da temperaturen inde hurtigt stiger i forhold til at være på åbent vand.
Jævnfør trænerne for holdet fra Vordingborg, August Schollain Birchner og Noah Hansen, gjorde de unge spillere det godt på vandet, og det var tydeligt, der var lyttet godt efter under træningen og ikke mindst i forrige uge, hvor landsholdskaptajnen for dameholdet, den lokale Cecilie Moe Weinreich fra Stege, havde besøgt holdet under træningen. “Holdet spillede i deres fem kampe rigtig godt, deres forholdsvis korte erfaring taget i betragtning, hvilket også flere af tilskuerne har bemærket og kommenteret”, udtalte træner, August Schollain Birchner.
Også hos de ældre spillere på Team Syd, som er et fælleshold med spillere fra Stege og Næstved, hvor blandt andre ungdomstræner, Noah Hansen, deltog, gik stævnet godt. De fik en tredjeplads.