Debat indlæg af Torben Folke Månsson, kommunalbestyrelsesmedlem (M).
Jeg har som lærer, skoleleder og nu kommunalpolitiker mødt mange børn og forældre, der på hver deres måde har oplevet at stå alene, når skoledagen ikke længere hænger sammen. Det gør ondt at se et barn, der har mistet modet, og forældre, der står magtesløse.
I Vordingborg Kommune ser vi desværre et for stort antal elever med skoleværing. Det betyder børn, som mister deres hverdag, venner og tilhørsforhold – og familier, som mister tilliden til systemet. Det er ikke bare en statistik. Det er virkelige børn og forældre, der kæmper med en hverdag i uvished.
Jeg har hørt eksempler på børn, som får tilbudt at deltage i undervisningen via Teams. Det er velment, men det er sjældent en reel løsning. Når barnet sidder alene derhjemme og ser sine klassekammerater leve det sociale liv, barnet selv savner, kan afstanden til fællesskabet blive endnu større. Det kan i bedste fald være virkningsløst – og i værste fald gøre ondt værre.
Problemet opstår, når sagsbehandling og udredning (PPR og PPV) trækker ud. For mens systemet arbejder, står barnet stille. I den periode skal vi som kommune kunne tilbyde et meningsfuldt, fagligt og socialt relevant skoletilbud. Ikke et “pausetilbud”. Ikke et “vent-til-vi-ved-nærmere”-tilbud. Men et tilbud, hvor barnet stadig føler sig som en del af skolen.
Det kræver, at vi som kommune viser tillid til skolernes faglighed. Lærere, pædagoger og skoleledere har kompetencerne til at handle hurtigt og professionelt – også mens en udredning er i gang. De skal have rammerne og friheden til at bruge deres pædagogiske dømmekraft.
Når et barn mister fodfæstet i skolen, mister vi mere end bare et skolebarn. Vi mister et barns tro på sig selv, på fællesskabet og på fremtiden. Det må vi som samfund aldrig acceptere.
Jeg tror på, at løsningen findes tæt på hverdagen – i klasselokalet, på lærerværelset og i dialogen med forældrene.
