I løbet af weekenden var politiet ude hele 6 gange fordi naboer klagede over høj musik i Vordingborg-området. I Ny. F. blev et anlæg ligefrem beslaglagt.
Lørdag aften fik politiet flere anmeldelser om høj musik fra et hus i Nørregade i Nykøbing.
En politipatrulje kørte til adressen, hvor musikken kortvarigt blev dæmpet, men kort efter var der igen høj musik.
Derfor beslaglagde politiet i medfør af politiloven to højttalere, og den ansvarlige for festen – en 25-årig kvinde – blev vejledt om, at hun kunne hente dem igen mandag på politistationen.
Den 25-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og hun kan nu vente en bøde på 1.000 for at have været til væsentlig ulempe og spillet høj musik, selv om politiet havde forbudt det.























