Museumsinspektør og lokalarkivar i Vordingborg, Berit Christensen beder folk om at hjælpe med at dokumentere coronakrisen lokalt.
-Jeg tænker bredt, men specielt for Vordingborg Kommune. Det gælder både private og virksomheder samt institutioner, fortæller Berit.
Hun gav et eksempel med at man på gymnasiet har lavet en youtube video med kor, hvor man sammen men hver for sig producerer denne video og deres lærer til slut samler og klipper og lægger den ud på youtube.
-Andet vi også er interesseret i kan være dagbøger, øjenvidneskildringer, fotos, videoer og tekstbeskrivelser af forskellig art, som dokumenterer denne periode. Gerne fotos, hvor man kan se, hvor de er taget henne i lokalområdet, og som viser hvordan livet har forandret sig: f.eks. tomme gader, lukkede forretninger – eller køen til genbrugsstationen!
Hele verden er i øjeblikket under stort pres pga. Corona-epidemien, og overalt er der blevet taget strenge forholdsregler for at undgå smitte.
Det er også sket i Danmark, og det har berørt os alle og vores dagligliv. Arkiverne har en vigtig rolle i forhold til at dokumentere denne helt specielle periode for eftertiden, og Vordingborg lokalhistoriske Arkiv appellerer derfor til, at borgerne vil hjælpe os med at indsamle dokumentation fra Vordingborg-området.
Det kan være i form af fotos, videoer, øjenvidneskildringer eller dagbøger.
Af hensyn til smittefaren kan ikke-digitalt materiale først afleveres, når smitterisikoen er overstået.
Arkivar Berit Christensen kan kontaktes på bc@museerne.dk























