Cirkusmagi midt i byen
Stentorvet blev forvandlet til et poetisk univers, da forestillingen The Flow tog publikum med ind i en sanselig verden. Her lod den hongkong-baserede kunstner Lai Yee objekter få liv som naturlige forlængelser af kroppen. Hver bevægelse rummede en flydende poesi, der vakte nysgerrighed og åbnede døren til nye, fortryllende verdener.
Lai Yee er flowartist, jonglør og performer med både Cyr Wheel og Dragon Staff. Han har turneret i store dele af Asien, Europa og Sydamerika – og nu kunne publikum midt i byen opleve hans dragende soloforestilling. Stemningen på pladsen var intens, med mange tilråb og klapsalver, der bar forestillingen frem.
Senere på dagen havde det nye rådhus lagt plads til en mere energisk og humoristisk optræden: Les Patineurs. Her indtog artisterne rulleskøjtebanen og kastede sig ud i en hæsblæsende kamp om at finde den sande vinder – alt sammen akkompagneret af publikums begejstrede hep og applaus.
Ordet patineur stammer fra fransk og betyder skøjteløber. Bag forestillingen står 15feet6, et moderne cirkuskompagni fra Belgien, der siden 2013 har optrådt udendørs i genrer som kinesisk pæl, rulleskøjtetricks, Cyr Wheel og akrobatisk cykling. Forestillingen forbandt fysisk præcision, humor og et legende samspil mellem artister og tilskuere – en gadeteateroplevelse, der fik hele pladsen til at vibrere.

































