Tirsdag den 1. maj oprandt dagen for første skoledag for de nye 0.klasser på Sværdborg Friskole.
Flaget røg til tops, og alle de øvrige elever tog forventningsfulde imod de nye elever på skolens daglige fælles morgensamling.
’I kan tro, vi har glædet os! Her på Sværdbog Friskole er vi på mange måder som en stor familie’, sagde skoleleder Karen Kraft i sin velkomsttale. ’Og vi skal alle huske på, at når der kommer nye børn i en familie, så er det vigtigt, at man tager hensyn og hjælper de nye familiemedlemmer til at føle sig velkomne og som en del af flokken. Så husk alle sammen, at I skal passe godt på vores nye elever og give dem en tryg og rolig start,’ fortsatte hun til resten af skolens elever.
Efter morgensamling var der morgenhygge i SFO’en, inden de nye elever skulle indtage deres nye pladser i deres eget klasselokale.
Skolen optager løbende nye elever og giver dem en god introduktionsperiode til en ny hverdag med skolegang og fællesskab i nye rammer.