Sammenhold, indkøb af Boxwall og masser af knofedt har bragt byen på fode igen.
Sådan lyder det i en fælles meddelelse fra Destination Præstø Fjord – Foreningen til Præstøs kystbeskyttelse – Præstø Handel og Erhverv.
Den 20. oktober 2023 skyllede Præstø næsten væk i en stormflod, der bliver betegnet som en 100-års hændelse. Vandet stod meterhøjt i byen. Det kom fra begge sider, først stormfloden fra fjorden, dernæst bagfra fra Tubæk Å, da en sluseport ikke længere kunne klare presset og brast.
På dagen den 20. oktober og i dagene efter var aviser, radio og tv massivt til stede i Præstø for at fortælle om de forfærdelige ødelæggelser. I dag er situationen en anden: Nu kan vi fortælle historien om, hvordan vi ved fælles hjælp er kommet oven vande igen.
Ødelæggelserne var omfattende. Præstø Havn blev smadret. Huse og forretninger lå under vand. Træer væltede. Både blev slynget langt op på land.
Oversvømmelserne efterlod sig også et sårbart handelsliv. I månederne efter stormfloden lå byen stille hen uden mange mennesker på gader og i butikkerne.
En uge efter stormfloden arrangerede Præstø Handel og Erhverv sammen med spillestedet Pakhus8 en støttefest, hvor alle kunstnere optrådte gratis, og hvor auktion og indsamling resulterede i 140.000 kroner. Nogen af pengene blev brugt til ekstra aktiviteter i forbindelse med julehandlen, der dermed fik et tiltrængt boost.
Langsomt kom byen til sig selv, og heldigvis er de fleste kunder vendt tilbage, blandt andet med publikumsrekord på 70.000 gæster til begivenheden Fransk Forår i maj måned.
Da vandet havde trukket sig tilbage, gik en gruppe erhvervsdrivende sammen for at sikre havnen mod oversvømmelser i fremtiden. “Foreningen til Præstøs Kystbeskyttelse” blev dannet og er i gang med at samle flere penge ind. Foreningen har foreløbig investeret i en flere hundrede meter lang Boxwall, der kan beskytte byen, hvis noget lignende sker igen.
Ved fælles hjælp er byen kommet oven vande igen.
Her kommer en status med udpluk af de mange ulykkelige stormflodshændelser – og hvordan de ramte er kommet igennem det. Nederst en liste over kontaktpersoner.
Præstø Havn, der ejes af Vordingborg Kommune, har i år været under løbende genopbygning. Nye fremtidssikrede bådebroer er blevet bygget. Præstø Havn har haft færre gæste-lystsejlere i år, men en kampagne løftede antallet en smule sidst på sommeren. Badegæster på bystranden har måttet undvære den lange badebro, som også blev slået til pindebrænde, men en ny og større badebro bliver sat op inden næste sæson.
Præstø Sejlklub mistede sit klubhus, der nu står til nedrivning. Præstø Kajak og Padle Klub blev helt smadret. Præstø Roklub oversvømmet. Alle klubber er nu oppe at køre igen. Sejlklubben ventes at starte opførelse af nyt og større klubhus snarest.
Café Mocca på havnen blev fuldstændig ødelagt af vand og måtte holde lukket i mange uger, mens al indmad blev smidt ud og en ny café genopbygget. Café Mocca er nu tilbage i en ny fin udgave. Det samme med Restaurant Sommer’s og Café Siv & Co. Også her var der omfattende skader, som nu er udbedret. Bådehallen med de traditionelle håndværk nåede at redde alt op i højden.
Supermarkederne Meny og Netto blev totalskadede, alle varer måtte kasseres, og forretningerne måtte lukke et par måneder for at blive sat gennemgribende i stand. Det gav afmatning i hele byens handelsliv, fordi de to store ikke længere trak kunder til byen fra oplandet. Begge åbnede til jul – Netto endda i opdateret version.
Lykke Cykler fik hele sin butik, sit lager og cykelværksted ødelagt. I dag er forretningen flyttet til nye og større lokaler i det gamle røde pakhus overfor på Svend Gønges Torv. Butikken har siden udvidet sit sortiment med en hel sportsafdeling. Og i et hjørne har cykelhandler Bo Holm Petersens datter Michelle Jeanett Petersen efter længere tids tilløb åbnet selvstændig virksomhed – Præstø Bagværk – med langtidshævet surbrød og andre lækkerier.
For at undgå at en stormflod fra fjorden kan ødelægge så mange forretninger og aktiviteter på havnen en anden gang, har Foreningen til Præstøs Kystbeskyttelse – en forening af lokale erhvervsdrivende – samlet 1,6 million kroner ind. Pengene er kommet fra havnens aktører, erhvervslivet og en lang række borgere. Foreningen har foreløbig investeret i en Boxwall, der kan sikre havneområdet. Etape 2 er undervejs, og den skal sikre resten af bykernen ud mod fjorden.
Vandet kom også væltende fra den anden side af byen, nemlig fra Tubæk Å. Sluseporten mellem Præstø Fjord og Tubæk Å kunne ikke holde til vandpresset og brast med store oversvømmelser til følge på bagsiden af Adelgade, i butikker og private villaer, lokalhistorisk arkiv mm. Beredskabet kæmpede for at stoppe vandmasserne. Det lykkedes at sætte en midlertidig prop i, efter at et par kvikke lokale hoveder fandt på at sænke en container fra Allerslev Vognmandsforretning ned foran slusen.
I dag er en ny og forbedret sluseport sat op for at forhindre lignende oversvømmelser en anden gang. Den gamle sluseport er blevet til et flot vartegn for byen: Lille by – stort hjerte, designet og dekoreret af Søren Halkjær Toldbod og Nikolaj Reichel.
Lidt længere henne i Dalen, hvor Bådelauget Dalen, en forening for efterlønnere og pensionister, holder til, blev mange små bådebroer helt smadret. Der har medlemmerne siden haft travlt med at genopbygge deres jollehavn, og der ligger nu flere end tyve fine nye bådebroer.























