Erhvervsnetværket i DGI Huset Vordingborg skifter navn. Fremover vil netværket være kendt som Erhvervsforum Vordingborg – et navn, der markerer overgangen til næste fase i udviklingen af et stærkt, regionalt erhvervsfællesskab.
Erhvervsnetværket blev etableret i foråret 2024 og tæller i dag omkring 55 medlemsvirksomheder. Medlemmerne kommer primært fra Vordingborg Kommune, men netværket favner også virksomheder fra Næstved, Guldborgsund og enkelte virksomheder fra København, der har forretningsmæssige interesser i regionen.
Erhvervsforum Vordingborg dækker dermed i dag store dele af Sydsjælland samt Lolland-Falster.
Navneskiftet har været et ønske gennem længere tid og afspejler både netværkets udvikling og ambitioner. Samtidig markerer det en naturlig videreudvikling af de aktiviteter, der allerede har vist sig at skabe stor værdi for medlemmerne.
En fælles platform for regionalt erhvervsliv
Målsætningen med Erhvervsforum Vordingborg er at skabe og udvikle en fælles platform for det lokale og regionale erhvervsliv. I modsætning til mange traditionelle erhvervsnetværk har Erhvervsforum Vordingborg ikke et sportshold som omdrejningspunkt. I stedet tager netværket afsæt i DGI Huset Vordingborgs mange arrangementer, begivenheder og faciliteter, som understøtter inspiration, udvikling og innovation.
Erhvervsområdet er et centralt fokusområde i både vedtægter og strategi for DGI Huset Vordingborg, og med navneskiftet styrkes ambitionen om at skabe endnu bedre rammer for samarbejde, netværksdannelse og vækst i området.
Aktiviteter, relationer og fællesskab
Aktiviteterne i Erhvervsforum Vordingborg er opdelt i netværksmøder, virksomhedsbesøg, foredrag og events. Gennem fælles oplevelser skabes stærke relationer på tværs af brancher og fagligheder.
– Vi har en fast overbevisning om, at det sociale element er nøglen til at opbygge varige forbindelser. Erhvervsforum Vordingborg er ikke blot møder – det er dynamiske fællesskaber, der rækker langt ud over det forretningsmæssige, lyder det fra direktør i DGI Huset Vordingborg, Hans Snestrup.
Netværksmøderne er temabaserede og giver mulighed for at invitere relevante oplægsholdere, som bidrager til kompetenceløft og videreudvikling hos medlemmerne. Tidligere har temaer som ESG-rapportering, adfærdsdesign i salg og stresshåndtering været på dagsordenen.
I marts får netværket besøg af udenrigskorrespondent Steffen Kretz, der den 24. marts holder foredrag i DGI Huset Vordingborg om den politiske udvikling i USA med Donald Trump som præsident – et yderst aktuelt emne.
Derudover har Erhvervsforum Vordingborg arrangeret virksomhedsbesøg hos blandt andre Carlsberg, Christiansborg, Hørkram, Bisca og Knuthenborg Safari Park. Til foråret går turen til Geocenter Møn, hvor direktør Nils Natorp vil give et indblik i en af områdets største turistattraktioner.
Opbakning fra medlemmerne
Et af Erhvervsforum Vordingborgs nuværende medlemmer, filialdirektør Christian Mellergaard fra Møns Bank, ser positivt på udviklingen:
“Erhvervsforum Vordingborg har på kort tid formået at skabe et netværk med både faglig tyngde og et stærkt socialt fundament. Navneskiftet giver god mening og signalerer tydeligt ambitionerne om at samle og styrke erhvervslivet i hele regionen. Det er et forum, hvor relationer udvikler sig naturligt – og det er netop her, værdien opstår,” udtaler Christian Mellergaard.
Med navneskiftet til Erhvervsforum Vordingborg ser DGI Huset Vordingborg frem mod en fortsat udvikling af erhvervsnetværket, i version 2.0 – med fokus på fællesskab, samarbejde og fremgang for erhvervslivet i og omkring Vordingborg.
…
Reklamelink: Vordingborg.in har nu rundet 20.000 følgere og 500.000 forskellige læsere. Hvad betyder det for en annoncør?


























