Forud for årsmødet holdt forfatter, foredragsholder, medlem af DNs hovedbestyrelse, medlem af Etisk Råd m.m. Rune Engelbrecht et inspirerende oplæg om biodiversitet og naturnationalparker.

Selve årsmødet blev afviklet med Jørgen Alfastsen som dirigent
I sin beretning kom formanden Martin Vestergaard. Bl.a. ind på nogle af de ture og møder, der har været afviklet i det forløbne år. Trods Covid 19 har der været afholdt svampetur med over 60 deltagere, Naturens Dag, De Vilde Blomsters Dag og et ”grønt valgmøde” med deltagelse af repræsentanter fra alle opstillede partier til kommunalvalget. Der er nedsat to naturplejegrupper for hhv. Østmøn og Kulsbjerg. Ørslev Folkeskov er blevet indviet, og DN har doneret en fin egetræsbænk til området. DN Vordingborg har modtaget en arv på 250.000 kroner, som er øremærket til et lokalt projekt til fremme af biodiversiteten. Sammen med Vordingborg Kommune har DN rejst fredningssag for Kirkeskoven og Kirkeengen i Vordingborg. Der er afholdt besigtigelse med Fredningsnævnet, og fredningen ventes at blive offentliggjort inden jul.
DN har også deltaget i udvalget nedsat af byrådet, der kom med anbefaling til mere og bedre natur i kommunen. Der er gode muligheder for at få penge til projekter, og der er mange interesserede lodsejere, så anbefalingerne har gået på frivillighed med et krav om at prioritere de mest værdifulde naturområder først. DN har også deltaget i strategiplan for bæredygtig turisme (samt debat på Folkemødet), men er på vagt overfor, at alle med interesse i turismen vil kalde den bæredygtig.
– Vi er nødt til at forholde os konkret til alle projekter, inden vi afgør hvad vi mener. Og under alle omstændigheder behøver vi mere natur at fordele turisterne i. Vi har flere gange oplevet at blive fejlciteret. På samme måde er vi for vedvarende energi, men det skal ikke være en blankocheck til at tilplastre lavbundsområder med solceller, biogasanlæg osv. Den slags anlæg skal ikke ud i kommende natur, men placeres hvor der i forvejen er ”civiliseret”, lød det fra Martin Vestergaard.
Der var valg til lokalbestyrelsen: Jørgen Alfastsen, Henrik B Simonsen og Flemming Pagh blev alle genvalgt. Dorte Sejerø blev genvalgt som suppleant. Mette Henriksen genopstillede ikke, og lokalbestyrelsen har således pt en vakant plads.
På lokalbestyrelsens vegne
Ulrik Jensen























