Henrik Hansen Automobiler
Forbindelse med os
malermester Louise Thrane vordingborg
moderne tøj til mænd Nu Men Vordingborg
Vordingborg Vinhandel v Skjold Burne
DGI Huset Vordingborg svømmehal vandlandxl-byg i PræstøBrændeovn-m-miljø-Vordingborg-Arnestedet-200x400begravelse bisættelse Vordingborg Kommune Stege stensved præstø
Bager i Nyråd v Vordingborg

Kultur

Dagligstuekoncerterne stopper i Maglebrænde gamle skole

Publiceret

: ,

To julekoncerter i Maglebrænde gamle Skoles dagligstue lukker en æra den 11. og 12. december 2020.

Peter Abrahamsen og Bruce Daigrepont i februar 2007

Siden 2007 har der stort set hver eneste år været 10-12 koncerter i Den gamle Skole i landsbyen Maglebrænde syd for Stubbekøbing, men nu er det slut. Musikeren og sangeren Peter Abrahamsen har sammen med sin kone, kommunikationsrådgiveren og forfatteren Abelone Glahn arrangeret de såkaldte ”Dagligstuekoncerter” siden 2007 i deres hjem, men skolen er solgt nu og overgår til andre i løbet af foråret 2021. Derfor er julens to koncerter, der plejer at afslutte sæsonen, denne gang en afslutning på 13 års gode koncertoplevelser.

– Vi er meget taknemlige for at have mødt så mange mennesker, der gerne ville overraskes med en musikalsk oplevelse. Over 400 abonnerer på at få besked om de næste koncerter. Vi har været privilegerede at have så megen plads, at vi kunne åbne for koncerterne i sin tid. I begyndelsen for et publikum, som vi stort set kendte alle sammen, men meget hurtigt løb rygtet om stedet, og vi har jævnligt gæster fra såvel København, Haslev, Borup, som fra Ålborg og engang kom der et par i en åbentstående sportsvogn helt fra Sverige, fordi de havde hørt om en kunstner, vi havde besøg af, fortæller Peter Abrahamsen.

Publikumspris i 2013
Den allerførste koncert var med den amerikanske harmonikavirtuos Bruce Daigrepont, som ikke alene spillede cajunmusik, men som også viste forfærdende lysbilleder fra orkanen Katrina, der havde lagt hans hjemby New Orleans i ruiner. Det var meget bevægende at høre ham fortælle. Men siden har programmet mest stået på musik inden for folk, country, blues, lidt jazz og viser.

Parret var blandt de første i Danmark, som tog det amerikanske koncept til sig og gjorde til en tilbagevendende begivenhed at mødes i de nære rammer, som dagligstuen danner.  At komme så tæt på musikerne og have så direkte en kontakt med dem, som det kan lade sig gøre i dag, har været medvirkende til, at Dagligstuekoncerterne i 2013 modtog en pris af Danish Music Awards som Årets spillested, kåret ved en publikumsafstemning.

Samme kage i 13 år
– Ved prismodtagelsen i Jazzhouse i København kom flere af dagligstuegæsterne ind for at hylde os. Vi er meget glade for netop den pris, fortæller Abelone Glahn, for den viser, at vores repertoire og måde at afvikle koncerterne på, har været den helt rigtige. I alle årene har vi bagt den samme gulerodskage, Enola Prudhommes Famous Carrot Cake, som er et hit. Kun én gang har vi tilladt os at servere noget andet, og det faldt ikke i god jord. Ved julekoncerterne er der dog gløgg og æbleskiver.  Opskriften, der stammer fra Louisiana, ligger i øvrigt på www.cajun.dk

– Vi mener, vi har lært folk at lytte, høre efter en god tekst og være åbne for stemmer og toner, forklarer Peter Abrahamsen: – Publikum har efterhånden opdaget, at de kunne komme til en koncert med et navn, de absolut aldrig havde hørt om, og få en god musikalsk oplevelse og et nyt musikalsk bekendtskab. Nogle af musikerne har været her flere gange, og det har været sjovt, at gæsterne har lagt mærke til, hvordan musikerne er vokset: For eksempel havde vi en purung Rikke Bruhn, der sang blues det allerførste år. Ti år efter kom hun igen og er i dag fuldprofessionel og endnu bedre end første gang. Publikum har også mødt Ditte Fromseier og Sigurd Hockings, to unge folkemusikere, der også er vokset, og senest var Christian Søgaard Trio her for tredje gang, også en trio, der har et trofast publikum fra Lolland Falster.

Skotsk sækkepibe

En tradition, der nu også sopper, er festligholdelsen af Rober Burns Night, en skotsk tradition med spisning af haggis og oplæsning af nogle digte af Burns. Den specielle aften blev de første år afviklet i høj sne med fakkeltog gennem Maglebrænde fra skolen ned til Forsamlingshuset festligt anført af sækkepibemesteren Jens Høring Olsen, og beværtet med haggis og turnipsmos. De senere år har der ikke været megen sne, men whiskysmagning og skrøner ved Freddy Blak.
I en årrække har der også været sommerkoncerter, hvor kagen blev erstattet af ost og rødvin til dem, der ikke var draget på sommerferie. Og ved julekoncerterne har der været hemmelige gæster, blandt andet Peters søn Troels Abrahamsen, og Abelones bror bassisten Christian Glahn.

Økonomisk opbakning

Koncerterne har i perioder fået støtte fra Guldborgsund Kommune, Kulturelt Samråd og statens Kunstfond og vi vil også benytte lejligheden til at sige tak for dette, fremhæver Peter Abrahamsen. At have øje for lokale initiativer som dette er vigtigt for den musikalske dannelse, og vi håber støttemidlerne vil komme andre til gode nu.

– Hvis Corona restriktionerne tillader det, kommer jeg tilbage til maj sammen med mit band og spiller den traditionelle forårskoncert i Forsamlingshuset. Vi må dog vente til den tid med at se, hvor muligt det er. Kig efter på www.dagligstuekoncerter.dk, påminder Peter Abrahamsen.

Julekoncerterne

Den 11. og 12. december spiller Peter Abrahamsen for sidste gang i Dagligstuen. Denne gang sammen med sine faste kolleger Bo Liengaard på bas og Ole Bendix på steelguitar og guitar. Begge aftner byder på sange og melodier, som publikum helt sikkert kender. Meget vil være genkendeligt, for der skal også markeres de gode minder.

Ved koncerten serveres god og varm gløgg samt rigeligt med æbleskiver. Prisen er 160 kroner og halvdelen af billetterne r allerede solgt.

Stærke navne

Living Room Concerts er begreb, der kommer fra USA: Man kan med et dansk udtryk kalde det “dagligstuekoncert” eller måske en slags “Soiree”. Man inviterer sine venner og omgangskreds, omarrangerer sin dagligstue, så alle kan være der, og så inviterer man en kunstner, der kommer og spiller og fortæller.

Det kunne også kaldes “en intimkoncert i hjemlige omgivelser”. Peter Abrahamsen og Abelone Glahn gjorde det til en klub, man kunne melde sig ind i og få besked om koncerterne i huset.

Blandt solisterne, der har optrådt i Dagligstuen, er Erik Grip, Henrik Strube, Esben Just, Sine Bach Rüttel, Bjarne Lisby, Stanley Samuelsen, Channe Nussbaum, Laura Illeborg, Nils Skousen, Pia Raug, Louise Juul, Anna Kruuse, Paul Banks, Arne Würgler, Nils Tuxen, Rikke Bruun, Troels Jensen, Anders Dohn, Jens Jefsen, Uffe Steen, Franka Abrahamsen, Per Sörman og Flemming Walther.

Grupper som Habbadam, Rendestenens Liljer, Nordisk Knock Out, Christian Søgaard Trio, Zenobia, Svøbsk, Hvid Bille, Mads Elung Jensen og Dirk Rave, Urban Oak Country, Phønix, Morten Høirup og Fin Alfred, Trio Klezmer, Eva Matjeka, Vibeke Dietz og Finn Otte, Køge Cajun Special.,

Koncerter i Forsamlingshuset blandt andet med Hans Thessink, Benny Holst, Marianne Green, Tamra Rosanes, Thomas Kjellerup, Erik Grip og ikke mindst Peter Abrahamsen og Bell Pepper Boys senere Country Gumbo med Bo Liengaard, Kristian Lassen og Ole Bendix samt faste gæster som Janne Lærkedahl og Torben Kjær.

  •   
  •  
  •  
  •  
Vordingborg Låseserviceimages/Rotationbanner/Hoejresidebar2/RemaStensved/ikke navngivet 2.jpg