Det kommer til at synge i tænderne over det ganske land, og producenterne af brun farin har formentlig årets lykkeligste øjeblik. Det er nemlig brunsvigerens dag
Brunsviger er ikke helt kedeligt, og i dag bliver den altså fejret i hele Danmark.
Idéen med at fejre svigeren den første torsdag i oktober, opstod i 2017 på, ja kan i gætte det? FYN.
Forstås kommer den idé fra øen, der er forbundet med os med broer i begge ender og hvor brunsviger er den lokale nationalkage. Fejringen begyndte hos dem, og blev angiveligt fundet på af radioværter på DR P4 Fyn i et lyst øjeblik.
Eller måske nærmere et sukret brunt øjeblik.
Der går historier om bagerier på Fyn, som har deres bedste dags-omsætning på hele året denne dag, og altså slår fastelavnsboller og julebag.
Vi andre er også kommet med på fejringen.
Vi kan se, at de to Konditor-bagere i Vordingborg og Stege har brunsvigeren fremme. Det har Othello Konditoriet på Algade i Vordingborg også. Måske er der flere i området.
Vi ved ikke, om de gør noget ud af det Præstø, men kig dig omkring.
Du har en gylden chance for at få et mindre farin-chok.
























