Frimann Hansen biler
Leif Pedersen Biler Vordingborg Toyota
Bogføring og regnskab af Karin O. Jørgensen Vordingborg.
Galleri Solby Design Stege på Møn
DGI Huset Vordingborg svømmehal vandlandxl-byg i PræstøBrændeovn-m-miljø-Vordingborg-Arnestedet-200x400begravelse sydsjælland vordingborg, Præstø, Stege
salg af både cp bådformidling
Picture of Anders Munch

Anders Munch

Udgivet kl. 10:24, d. 24. sep 2025

Budgetaftale 2026 – 2029

Der er indgået en bred aftale med fokus på velfærd og det gode liv for borgerne i Vordingborg Kommune.

28 af 29 mulige har indgået aftale. DF står uden for.

Fra borgmester Mikael Smed lyder det: “Jeg er glad for, at vi endnu engang kan samle så bred en kreds bag kommunens budget. Det viser, at vi kan samarbejde på tværs af partiskel for at tage ansvar for vores borgere og vores fælles fremtid.”

Selv om Vordingborg Kommune har færre midler til rådighed end gennemsnittet af danske kommuner – konkret 97 kr. for hver 100 kr. en gennemsnitskommune har – er der i de seneste år opnået bedre balance mellem opgaver og ressourcer.

Vordingborg Kommune står nu med en økonomi, der fortsat er præget af stramme vilkår, men som samtidig viser tegn på forbedring. Gennem målrettet arbejde med langsigtet planlægning, ansvarlig økonomistyring og nødvendige politiske beslutninger er der skabt et mere stabilt fundament for kommunens fremtidige udvikling.

Budgetaftalen for 2026-2029 er indgået med et fokus på velfærd og det gode liv for borgerne i Vordingborg Kommune. Det afspejler sig i prioriteringerne, hvor børn og unge, hjælp til socialt udsatte, ældrepleje, det grønne samt fritids- og kulturliv er centrale indsatsområder.

Samtidig fastholdes en ansvarlig økonomisk linje, hvor der arbejdes videre med de store reformer, og hvor der tages højde for de demografiske og strukturelle udfordringer, kommunen står overfor. Det er ambitionen, at Vordingborg Kommune skal være et sted, hvor alle borgere – uanset alder og livsvilkår – kan leve et godt og trygt liv med adgang til fællesskab, omsorg og muligheder.

Skole og specialundervisning

Nationalt ses der en stigning i udgifterne til specialundervisning og Vordingborg Kommune er ikke nogen undtagelse. Der et stort politisk fokus på at nedbringe udgifterne til specialundervisningen. Det betyder blandt andet, at der skal arbejdes med et mere robust og rummeligt almenområde. Samtidig ligger det parterne på sinde at sikre, at de elever som har behov for støtte, får den nødvendige undervisning. Der afsættes derfor 19 mio. kr. til at styrke specialundervisningen i 2026.

Parterne tilfører 2,5 mio. kr. årligt til lokale tiltag til trivsel og løft af den faglige kvalitet for alle elever.

Styrkelse af skolebus-betjening  

Vi vil gerne gøre det lettere at være forælder og skolebarn i vores folkeskoler ved at mindske den tid, børnene skal vente på bussen efter skole. Parterne er derfor enige om at arbejde for at der fra starten af skoleåret 2026/2027 kan være tre afgange om eftermiddagen.

SFO-takst

Børne- og Familieudvalget drøfter og anbefaler en løsning for fremtidig finansiering af SFO1 og SFO2 til Kommunalbestyrelsen inden årsskiftet.

Børn og familie

Børn og familie yder en meget vigtig forebyggende og støttende indsats for nogle af de familier, der har det svært. Kommunen ønsker at prioritere et stigende antal spædbørnssager, med behov for tidlig indsats, og en generel stigning i antallet af underretninger som kræver handling. Der er brug for, at vi giver den nødvendige støtte i familierne, særligt i barnets første 1000 dage og dette bliver prioriteret i denne aftale. Der afsættes midler til dette.

For at understøtte indsatsen prioriteres yderligere 0,9 mio.kr. i 2026 til sagsbehandling på området.

Pleje og omsorg

Implementering af Ældreloven

Ældreloven er en vigtig opgave, som sikrer helhedsorienteret pleje med fokus på ældres selvbestemmelse og samarbejdet med pårørende og lokalsamfund. Der er afsat 8,5 mio. kr. i 2026 og 2,4 mio. kr. i 2027 til dette arbejde.

Medarbejdere i plejecentre og hjemmepleje med Ældreloven får flere muligheder for tværfagligt samarbejde og større ansvar for egen arbejdstilrettelæggelse. Derfor investerer vi målrettet i deres kompetencer og trivsel for at øge arbejdsglæde, mindske sygefravær og sikre fastholdelse. Det er en forudsætning for at opretholde en god ældrepleje i en tid, hvor der er knaphed på arbejdskraft.

Målet er at udvikle en moderne, respektfuld og bæredygtig ældrepleje, hvor medarbejderne er stolte og motiverede til at gøre en forskel for borgerne.

Elevoptag

Budgettet til social- og sundhedselever er 17 mio. kr. i 2026, hvilket understøtter et øget optag på op til godt 90 elever – en vigtig investering i fremtidens medarbejdere og den gode ældrepleje.

Kommunal Madservice

Den kommunale Madservice er lukket ned i 2025 af bygningsmæssige årsager, og der forventes først en afklaring af fremtidig madserviceordning i 2026. Lukningen medfører midlertidigt øgede udgifter på 4,1 mio. kr. i 2026, som sikrer madtilbuddet indtil en ny løsning er på plads.

Opgaveudvalgets anbefalinger

Vordingborg Kommune følger fortsat anbefalingerne fra opgaveudvalget om ældreområdet om bl.a. rekruttering, trivsel, inddragelse og medborgerskab, velfærdsteknologi samt pårørende og netværk. Det er vigtigt, at der fortsat er en god dialog mellem borgerne og visitationen og en god inddragelse af pårørende og frivillige på kommunens plejecentre. Der afsættes 2,5 mio.kr. til det videre arbejde med opgaveudvalgets anbefalinger.

Pårørendevejledning

Når ældre borgere har brug for pleje og omsorg, er det afgørende, at de pårørende føler sig godt hjulpet i alle faser af indsatsen – lige fra evt udskrivning fra sygehus over visitation til den daglige dialog om plejen og de pårørendes rolle i den. Derfor er parterne enige om, at der i løbet af 2026 skal træffes en beslutning om, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med vejledning af de pårørende. Arbejdet med pårørendevejledning skal tage udgangspunkt i anbefalingerne fra opgaveudvalget, og i tråd med Ældreloven. Det vil ske i dialog med Seniorrådet i Vordingborg Kommune.

Lokalplejehjem

Parterne noterer sig, at Ældreloven giver mulighed for etablering af lokalplejehjem og at kommunalbestyrelsen i 2026 skal tage stilling til om og i givet fald hvordan der kan etableres lokalplejehjem i Vordingborg Kommune.

Støtte til frivillige ældre

De frivillige på plejecentrene er meget vigtige – de kan støtte socialt samvær, ture ud i naturen og meget andet. Derfor afsættes en pulje på 0,2 mio. kr., som skal gå til aktiviteter, drevet af frivillige på pleje- og aktivitetscentre.

Optimering af tjenestebiler i plejen

Vi skal bruge ressourcerne på ældrepleje. Derfor optimerer vi typen og antallet af tjenestebiler i hjemme- og sygeplejen. Det forventes at ske løbende i 2026. Flere tjenestebiler kan reducere kørselsgodtgørelse med 1,8 mio. kr. årligt, og omlægning til elbiler kan yderligere reducere bildriftsomkostninger med 0,8 mio. kr. årligt.

Psykiatri og Handicap

For at have midler til at støtte borgere, som udskrives fra retspsykiatrien, så de kan få tilbudt et botilbud, når det er nødvendigt eller kan få den nødvendige støtte i eget hjem, afsættes der 4 mio. kr. til området. Herudover skal midlerne bruges til de borgere, som bor på forsorgshjem og støtte udsatte borgere, som efter de nye regler om kontanthjælp vil få svært ved at finde en bolig, som de er i stand til at betale.

Mere fysioterapi

Parterne er enige om at følge regionens anbefaling om at øge kapaciteten, så borgerne får adgang til flere fysioterapeuter. Det skal understøtte en bedre sundhedstilstand i kommunen.

 

Veteranindsatsen

Vordingborg var en af de første kommuner, der udpegede en veterankoordinator og vi prioriterer opgaven højt. Det tydeliggør vi nu ved at afsætte faste tidspunkter, hvor det er muligt for borgerne at træffe veterankoordinatoren. På vores hjemmeside vil det fremover fremgå, at der er fast kontakttid 2×2 timer om ugen. Derudover deltager veterankoordinatoren ved særlige arrangementer, i veterancafeen og efter behov i møder og samtaler. Det er vigtigt, området har tilstrækkeligt med ressourcer. Derfor skal der i løbet af 2026 samles op på, om der er behov for en yderligere prioritering af veteranindsatsen. Hvis der er behov, ønsker parterne at prioritere 30.000 kr. af frivilligmidlerne (§18) til veteranindsatsen.

Unge

Ungecenteret spiller en central rolle i at støtte kommunens unge på vej mod et selvstændigt og meningsfuldt liv. Med en helhedsorienteret indsats hjælper Ungecenteret både unge videre i uddannelse og job, og yder specialiseret støtte, når der er behov for det.

I de kommende år forventes et stigende behov for at yde specialiseret støtte til flere unge. Det imødekommer vi med en ekstra bevilling på 15 mio. kr, som skal sikre, at alle unge får den nødvendige hjælp – uanset om det drejer sig om forebyggende indsatser eller anbringelser. Med denne investering og de tidligere års investering i den aktive indsats over for de unge forventer vi, at flere unge får mulighed for at udvikle sig, opnå selvstændighed og blive en aktiv del af samfundet gennem uddannelse og beskæftigelse.

Frivilligkoordinator

Vordingborg Kommune har mange aktive og engagerede frivillige. Der er behov for at understøtte dette arbejde endnu mere og derfor afsættes midler til at støtte etableringen af et frivilligcenter i kommunen. Frivilligcentret kan også være ramme for en frivilligkoordinator, som kan være en god støtte for foreningerne i Vordingborg Kommune.

Borgerbudgetter

Der afsættes 500.000 kr. og stigende til 800.000 kr. 2029, til videreførelse af initiativet med borgerbudgetter i Vordingborg Kommune. Borgerbudgetterne har til formål at styrke nærdemokratiet og lokalsamfundenes handlekraft ved at give borgerne direkte indflydelse på prioriteringen af kommunale midler. Borgerbudgetterne evalueres i foråret 2026 i tæt dialog med de involverede lokalfora. På baggrund af evalueringen vil parterne tage stilling til borgerbudgetternes fremtidige organisering og administration.

Med denne aftale understøttes udviklingen af aktive, selvstændige og engagerede lokalsamfund i hele Vordingborg Kommune.

Der skabes desuden mulighed for at alle lokalfora kan få et beløb til forskønnelse af deres område. Særligt forskønnelse af byer og områder på vejene til Møns Klint Verdensarv prioriteres.

 

Børnehavebiblioteker

Der afsættes 300.000 kr. til etablering af Børnehavebiblioteker i alle kommunens dagtilbud med det formål at styrke børns læselyst og læseglæde. Ved at gøre bøger lettilgængelige i børnenes hverdag får flere familier positive læseoplevelser, hvilket fjerner barrierer og understøtter gode læsevaner i hjemmet. Dette vil have en effekt på børns sproglige udvikling, koncentrationsevne og trivsel, hvilket giver dem de bedste forudsætninger for en god skolestart. Projektet involverer og aktiverer forældrene som centrale ressourcer og understøtter dagtilbuddenes pædagogiske arbejde med sprog.

Udgiften finansieres inden for rammen.

 

Haver til Maver

Skolehaven fungerer som et frirum og et alternativt læringsmiljø. Forløbene giver børn og unge praktisk viden om dyrkning, madlavning og natur, og de bidrager positivt til fællesskab og trivsel. Haver til Mavers forløb engagerer børn og unge 8-10 hele skoledage, hvor de følger en dyrkningssæson, lærer at dyrke egne grøntsager og lærer at lave grøn mad af grøntsagerne samtidig med at de er udendørs i grønne omgivelser.
Parterne afsætter 60.000 kr. til at sikre fortsættelsen af det gode arbejde.

Kulturrygsækken

Der afsættes 1 mio. kr. til Kulturrygsækken, som er en helhedsorienteret indsats, der sikrer, at alle børn og unge får kulturoplevelser af høj kvalitet hvert år i løbet af deres skoletid. Initiativet understøtter trivsel, dannelse og fællesskab, og omfatter samarbejde med lokale kulturinstitutioner. Målet er at skabe en sammenhængende kulturrejse fra daginstitution til ungdomsuddannelse.

 

Forhøjelse af Aktivitetspuljen

Der afsættes 300.000 kr. til forhøjelse af aktivitetspuljen. Midlerne skal anvendes til at udvikle, inspirere og understøtte initiativer indenfor kultur-, idræts- og fritidsliv samt aktiviteter, der har til formål at styrke lokaludvikling, fællesskabet, frivillighed og inddragelse af lokalområdet.

 

Forhøjelse af Kultur- og Eventpuljen

Puljen forhøjes med 250.000 kr. for at understøtte et rigt og mangfoldigt kultur- og eventliv.

 

Kulturelle begivenheder i Vordingborg Kommune – signaturevents

De store kulturelle begivenheder i Vordingborg Kommune har stor betydning for borgere og gæster. Derfor udpeges flere events som signaturevents, processen for denne udpegning vil blive varetaget af Kultur- og Fritidsudvalget inden årsskiftet.

 

UNESCO Verdensarv Møns Klint og biosfære-udvidelse

Med udpegningen af Møns Klint som verdensarv, etableres et lovpligtigt sekretariat, som indledningsvist forankres i kommunen. Der afsættes samtidig midler til initiativer og aktiviteter, der skal komme både lokale borgere og turister på Høje Møn til gode.

Med en beslutning om at udvide biosfæreområdet med yderligere 0,4 mio. kr. årligt omfatter den sydøstlige del af Sjælland, herunder Præstø Fjord, nu kommunens samlede biosfæreområde.

Sammenhængende borgerforløb

Parterne prioriterer fortsat udviklingen af sammenhængende borgerforløb. Prioriteringen understøttes med 0,3 mio, som målrettes borgerrettede indsatser, der trækker på flere fagområder i kommunen. Udviklingen af sammenhængende borgerforløb skal bygge videre på erfaringerne fra initiativet om tværgående teams, der blev igangsat med budgetaftalen for 2025 og sikre, at borgerne oplever sammenhæng og helhed i indsatserne.

Coop Crew

Alle unge skal have gode muligheder for at få et godt afsæt ind i voksenlivet. Her er fritidsjob en vigtig del af det at blive parat til arbejdsmarkedet. Aftaleparterne ønsker at give alle unge mulighed for et fritidsjob og har derfor prioriteret en fortsættelse af Coop Crew initiativet, som giver unge i udsatte positioner mulighed for at styrke deres kompetencer i forhold til at begå sig på arbejdsmarkedet.

Fritidsguide

Børn og unge er gladere og trives bedre, når de er en del af gode fællesskaber i fritiden. Derfor har aftaleparterne prioriteret at fortsætte forsøgsordningen med en fritidsguide ved at afsætte 0,6 mio. kr. årligt. Ordningen forankres hos ungdomsskolen som i forvejen har kvalitetsfulde tilbud til de unge og stor erfaring med fritids- og ungdomslivet, herunder den succesfulde ordning med brandkadetter, som med denne budgettilførsel også fortsætter.

Østdansk Filmfond

Der afsættes midler fra den strategiske udviklingspulje, hvormed Vordingborg Kommune kan træde ind i Østdansk Filmfond, som er under tilblivelse. Øget samarbejde med filmindustrien skal fremme kreative projekter, tiltrække filmproduktioner til området og skabe vækst i den lokale kulturøkonomi.

Erhvervsrådgiver

Der prioriteres midler fra Erhvervspuljen til ansættelse af en kommunalt forankret erhvervsrådgiver, som kan hjælpe virksomheder og iværksættere med at finde rundt i systemet, få sparring og støtte i tæt samarbejde med de øvrige erhvervsfremmeindsatser.

 

Beredskab

Klimahændelser, cybertrusler og forsyningssvigt skærper kravene til lokalt beredskab og styring, og der er øgede forventninger og brug for kommunernes indsats. En koordinator skal hjælpe samarbejdet på tværs af Vordingborg Kommune, politi/brand, region, nabokommuner og civilsamfund – og være ansvarlig for tværgående øvelser, målrettet uddannelse af nøglepersoner og borgerrettede indsatser.

Kystbeskyttelse

Kystbeskyttelse og klimatilpasning er et stort indsatsområde for kommunen med Danmarks længste kyststrækning. Vi har brug for at styrke området, så vi kan sikre vores borgere og lokalsamfunds væsentligste værdier i vores byer og langs vores kyster. Med 0,65 mio. kr. årligt afsættes der penge til en kyst- og klimatilpasningsmedarbejder.

 

Badestrande

Tusindvis af borgere og turister benytter sig af kommunens dejlige og smukke strande. Det er vigtigt, at strandene er præsentable og kan bruges i hele sæsonen. Derfor afsættes der 1 mio. kr. årligt til øget indsats for at holde vores strande og kyster rene og brugbare.

Grøn trepart

De lokale grønne treparter har i 2025 taget de første skridt i en historisk omlægning af vores landskab. I Vordingborg Kommune har vi været med forrest i arbejdet og har i de lokale treparter for Østersøen og Smålandsfarvandet, indgået aftaler om omlægningsplaner som de første i landet. Arbejdet stopper imidlertid ikke her, men fortsætter også i årene fremover, og det er der, vi skal vise at det kan skabe fysiske resultater ude i landet. Det kræver kræfter og vi afsætter derfor 0,7 mio.kr. i 2026 og årene frem til lodsejerdialog, projektbehandling og planlægning af de mange projekter.

Naturgenopretning

Vordingborg er fortsat Danmarks Vildeste kommune; vi har mange områder med høj kvalitetsnatur og endnu flere steder, hvor vi kan skabe mere biodiversitet og beskytte eksisterende arter. Vi skal have flere store naturgenopretningsprojekter, som fx EU-Life projekterne på Knudshoved Odde og på Østmøn i fremtiden så vi kan forblive i front, når det handler om at skabe mere og bedre natur.

Grundvandsparker

Beskyttelse af vores drikkevand er en vigtig prioritering af ressourcer i fremtiden, og en ressource som snart risikerer at blive knap. Parterne er derfor enige om, at der i den kommende periode, i samarbejde med Vordingborg Forsyning og de private vandværker, skal kigges på potentielle områder for etablering af Grundvandsparker.

Autocampere

Parterne er enige om at afsøge mulighederne for at justere vilkårene for autocampere, i dialog med campingpladser, havne mv.

Kollektiv transport og cyklisme

Den kollektive transport er afgørende for borgernes hverdag, hvad end det handler om at komme til og fra arbejde og uddannelse, fritidsaktiviteter, handle eller andre private og sociale gøremål. Ligeledes er den kollektive transport også en vigtig transportform for mange turister. Parterne tilfører 2,4 mio. kr. til Nærbus-forsøget på Vestmøn, til reduktion af priser til flextrafik, til forlængelse af Nabogo og til forbedring af buslinjerne 664 Stege-Bogø-Vordingborg (genindførsel af timedrift i hverdagene) og linje 667 Stege-Klintholm Havn (betjening fra påske til og med efterårsferie for at understøtte UNESCO Verdens Arv Møns Klint).

Parterne er enige om at udarbejde en cykelstrategi, som skal tilskynde flere til at vælge cyklen som det daglige transportmiddel, og sikre trygge cykelveje, ikke mindst for børn og unge.

Købstæderne får et løft

Møn tiltrækker årligt tusindvis af turister og besøgende. Parterne er enige om at styrke de offentlige servicefaciliteter i form af flere offentlige toiletter herunder skiltning samt skraldespande. Der igangsættes et arbejde i samarbejde med Møn Handel.

Købstæderne spiller en central rolle for borgere, turister og handlende. Derfor afsættes der en pulje på 0,5 mio. kr. årligt til at forskønne og vedligeholde købstædernes fysiske udtryk.

Det er en stor succes med by-pedellerne, som holder bymidterne rene og pæne henover sommerhalvåret. Parterne gør ordningen permanent, og afsætter 0,8 mio. kr. årligt til sæsonmedarbejdere til hver købstad.

Anlæg

De kommunale bygninger danner rammen om flere meningsfulde faser i livet, lige fra daginstitutioner og skoler til fritids- og foreningsaktiviteter samt pleje og genoptræning af borgere. Derfor er det nødvendigt, at de kommunale faciliteter skaber et trygt og funktionelt miljø, for både borgere og ansatte i Vordingborg Kommune.

Parterne er enige om en fortsat målrettet indsats med at højne kvaliteten af de bygninger og faciliteter, der skaber rammen om det gode liv i Vordingborg Kommune. Der er fokus på løbende vedligehold og ombygning af de kommunale bygninger, så de opfylder gældende krav og understøtter både nationale og lokale initiativer.

Parterne fortsætter de markante investeringer og igangsætter en analyse af, hvordan der løbende arbejdes med bygningsvedligeholdelse og genopretning og ikke mindst sikrer større lokalt ejerskab og ansvar for bygningerne. Parterne afsætter desuden 1,5 mio. kr. til analyse og rådgivning med henblik på en permanent løsning for Hjertebjerg Skole.

Mødested for fællesskaber på Fanefjord Torv

Der afsættes 300.000 til medfinansiering af etableringen af et mødested for ældre i den naboejendom, der er doneret til Fonden Fanefjord Torv.  Mødestedet skal fungere som base for de frivillige, der understøtter aktiviteterne på torvet og i lokalområdet, og dermed bidrage til at modvirke ensomhed og styrke nye fællesskaber.

Trafikregulering i Lendemarke

Det ligger parterne på sinde at skabe ordentlige trafikforhold ind til Stege og bidrage til den lokale erhvervs- og turismeudvikling. Der afsættes 2 mio. kr. til at dække kommunens andel af lyskrydset ved Lendemarke Hovedgade/Kostervej.

Idrætslivet får et løft

De lokale idrætsforeninger og frivillige gør en kæmpe indsats og medvirker udover bevægelse og motion til at styrke de lokale fællesskaber. Derfor er parterne enige om at afsætte 2,5 mio. kr. i 2027 til medfinansiering af en kunstgræsbane i Ørslev. Der nedsættes en arbejdsgruppe med repræsentanter fra den lokale fodboldklub samt kommunale medarbejdere, som i fællesskab skal sikre realisering af en kunstgræsbane.

Derudover afsættes 0,5 mio. til at medfinansiere en tennisbane i Stege.

Tilskudsmodellen under folkeoplysningsloven støtter foreningsmedlemmer op til 25 år. Parterne er enige om at undersøge mulighederne for nye modeller for tilskud for medlemmer over 25 år.

Økonomien

Aftalen lever op til den økonomiske politik for Vordingborg Kommune.

Der bliver ikke optaget lån i denne aftale.

Der afsættes en likviditetsreserve til sikring af velfærden under økonomiudvalget på i alt 6,5 mio.kr.

Denne budgetaftale er skattemæssigt baseret på statsgaranterede udskrivningsgrundlag.

Hvis der kommer udfordringer i overholdelsen af Budget 2026, er parterne forpligtet til at skabe et budget i balance, i en sådan situation vil især de varige budgetudvidelser blive inddraget i forhandlingerne.

Der er endvidere enighed om, at ingen af parterne bag denne aftale stiller ændringsforslag til aftalen ved budgetbehandlingen. Såfremt der viser sig behov for ændringsforslag og underændringsforslag til budgettet, kan borgmesteren fremsætte dette.

Hvis der viser sig behov for at ændre aftalen for at kommunerne samlet set lever op til aftalerne om national budgetkoordinering, forpligter parterne sig til at gøre dette inden for denne aftale.

3 timer siden

49-årig kvinde sigtet for butikstyveri.

4 timer siden

På Sydmotorvejen ved Tappernøje kørte 20-årig et godt stykke over 200 km/t.

20 timer siden

Dansk Folkeparti forlod budgetforhandlingerne i Vordingborg Kommune efter en række gode og konstruktive drøftelser.

23 timer siden

Der er indgået en bred aftale med fokus på velfærd og det gode liv for

24 timer siden

Erik Hemmingsen der er kendt i brede kredse for at have oprettet og lede Rundsvingsinstituttet

Vordingborg Låseserviceimages/Rotationbanner/Hoejresidebar2/RemaStensved/ikke navngivet 2.jpg
20 timer siden

Dansk Folkeparti forlod budgetforhandlingerne i Vordingborg Kommune efter en række gode og konstruktive drøftelser.

2 dage siden

Annonce: Den 1. januar 2027 træder den nye sundhedsreform i kraft. Reformen skal skabe et

2 dage siden

Debatindlæg fra Gertrud Møgelgaard Düring og Gitte Corell (SF): I Vordingborg Kommune findes der gode

3 dage siden

Seniorrådet, Danske Seniorer, Ældresagen og Faglige Seniorer (Klub 44%) har i fællesskab arrangeret et ældrepolitisk

3 dage siden

Læserbrev: Af Torben Folke Månsson. Medl. af kommunalbestyrelsen (M) ” ALT FOR MANGE BØRN MISTRIVES”.

1 uge siden

Pressemeddelelse: Moderaterne i Vordingborg har valgt at stå uden for valgforbund ved kommunalvalget.

Har du en nyhed, historie, jubilæum, fødselsdag mm send til —red@vordingborg.in evt mob 42957089. CVR-nr.: 17663232 Kontakt: email: —red@vordingborg.in Mob: 42957089 Ansvarshavende: Anders K. Munch Nyt fra Vordingborg Kommune. Nyheder fra Præstø, Stege, Stensved, Stubbekøbing, Lundby, Nyråd.
Vordingborg.in tager ansvar og er derfor tilmeldt –