Præstø Havn blev natten til tirsdag forvandlet til et dramatisk skue, da en omkring 10 meter lang motorbåd brød i brand og kort efter sank til bunden af havnebassinet – udbrændt til ukendelighed.
Klokken 00:30 blev Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, station Præstø, alarmeret til branden på adressen Havnepladsen 14. Allerede ved ankomsten stod båden i fuld flammehav, og varmen fik mørket til at flimre over vandet. Brandfolkene gik straks i gang med slukningsarbejdet, men motorbåden stod ikke til at redde.
Omkringliggende både blev også præget at strålevarme fra branden men slap heldigt fra hændelsen.
Efter blot 22 minutter på stedet måtte indsatslederen tilkalde bådberedskabet fra station Vordingborg. Opgaven: at udlægge flydespærringer for at forhindre dieselolie og andre giftige væsker i at brede sig ud i havnen og forårsage miljøforurening.
Da flammerne endelig var slukket, lå vraget som en sort, rygende skygge under overfladen – et dystert vidnesbyrd om nattens hændelse. Årsagen til branden er endnu ukendt, og tekniske undersøgelser skal nu forsøge at opklare, hvad der satte båden i brand.
Trods det voldsomme forløb kom ingen personer til skade.
Tekst og fotos: Lars Busk / Media Sydsjælland






















