Onsdag eftermiddag måtte Sydsjællands Brand og Redning rykke ud til en overgravet naturgasledning ved Vordingborg.
Klokken 14.33 modtog Sydsjællands Brand og Redning en anmeldelse om gasudslip fra en overgravet naturgasledning i Gammelsøparken i Neder Vindinge, og redningskøretøjer blev afsendt fra stationen i Vordingborg.

Den udsivende gas blev overdysset med vand fra to sider for at holde den nede, mens man gjorde sig klar til at aflukke stikledningen. Foto Vordingborg.in
Bruddet på naturgasledningen skyldtes overgravning under indlæggelse af fjernvarme i Gammelsøparken. Uheldigvis ramte grabben fra en minigraver en skjult gasstikledning til en af beboelserne, mens man gravede op til fjernvarmen. Heldigvis antændte gassen ikke, og den lokale entreprenør, der udfører arbejdet tilkaldte brandvæsenet, mens man trak væk fra uheldsstedet og afventede assistancens komme.

Afsluttet arbejde. Den gule gasledning er blevet lukket og sikret med en monteret slutmuffe. Foto Vordingborg.in
Da brandvæsenet ankom, blev området sikret, og den udsivende gas blev holdt nede ved hjælp af overdængning ved vand fra to brandslanger – en fra hver side, mens man gjorde sig klar til at montere en muffe på gasslangen, så der kunne lukkes.























