For August Hage er Bondemarkedet på Oremandsgaard Gods et brohoved til, at kunderne får en bedre forståelse for arbejdet og kvaliteten bag produkterne.
Markedet giver kun mening, hvis det kan betale sig for stadeholderne at stille op
Der er Bondemarked på Oremandsgaard Gods lørdag kl. 11-14.
Et marked, der har fundet et stabilt leje med lokale fødevarer og produkter af en god kvalitet.
Godsejer August Hage er tydeligt glad for markedet der i år er oppe på 25 faste stadeholdere. Der var 15-16 stykker sidste år.
Han bruger udtrykket, at de har kurateret for at finde lokale standholdere, der lever varer af særlig god kvalitet.
Blandt de nyere med stader er svampefabrikanten Funga Habitat fra udkanten af Stege, Golden Hour Cider fra Ny Borre og purpur-hvedemel fra Grønsund Vin og Mel fra Hårbølle.
Besøgstallene til bondemarkedet er efterhånden oppe på 1.500-2.000 som også er en positiv tendens.
Et koncentreret marked
Det er helt bevidst, at der varer fra kl. 11-14. Det skal være et koncentreret tidsrum med et godt fokus.
– Jeg har selv prøvet at tage rundt på markeder. Det duer bare ikke, at du står der for længe og sælger for lidt, siger godsejeren.
Han er i fuld gang med at fundraise til et overdæknings-sejl, så markedet kan udfolde sig mere frit i det danske vejr.
Lørdagens marked er det tredjesidste i år
Tid til at tale sammen
– Det jeg elsker med ved bondemarkedet er, at så mange lokale folk mødes og står tæt ved hinanden og taler sammen. Det er bedre end, når vi ellers har travl og kun vinker til hinanden fra vores biler, siger August Hage.
– Der er meget viden om fødevarer, som er skjult. På markedet kan du tale med den enkelte producent om præcis, hvordan de dyrker, passer og laver deres produkter, siger han.
Gøre godset relevant
For ham handler det også at gøre gården og godset relevant for andre mennesker.
– Vi vil gerne være en hub eller fællesskab, der samler producenter af gode, lokale fødevarer.
Det er svært at være spredt, siger August Hage.
Han går med mere vidtgående planer om at skabe et decideret produktions-fællesskab i godsets bygninger. Men det er i en tidligere fase.
Fra godsets egne rækker bliver der på markedet lørdag lanceret en ny æblelikør fra Radius Distillery, som har hjemme i en af godsets længer.
Da vi i eftermiddags kiggede forbi Under Egen Jordbrug, den økologiske grøntsagsproducent lige ved Oremandsgaard, var indehaver Lukas ved af gøre bolsje-bederne klar til deres bod på bondemarkedet.
Købt sennepsmøllen fra Nyord
I øvrigt gik det op for os på dagens visit, at Oremandsgaard har købt den sennepsmølle, som i nogle år har hørt til den lille lokale fabrik på Nyord, der var del af Noorbohandelen.
Stifter og tidligere ejer af Nyord-miljøet Wolfgang Sürth har solgt den videre til godset, som nu laver specielle og klassiske sennep med smag af f.eks. chili, æble eller whisky.
På samme opskrifter som de brugte ude i landsbyen bag dæmningen ved Ulvshale.
Mon ikke de er til at finde, mens der er markedsdag.



























