Få dit sidste hvilested i Vintersbølleskoven direkte ud til Storstrømmen
Ganske mange har opdaget, at der er et alternativ til blive stedt til hvile på kirkegården eller få strøet sin aske ud over havet. På et rankt bøgetræ kan du nu få et lille, diskret metalskilt med navn eller nummer, der angiver, at her er din urne nedsat.
I Vintersbølleskoven, der ejes af Petersgaard, er nemlig etableret et areal, der officielt er udpeget til skovbegravelsesplads godkendt af såvel kommunen som kirkeministeriet. I mange familier giver det ro, at man på forhånd har talt om døden og den sidste rejse. Man kan da også allerede ved flere træer se, at her har både mand og kone fået nedsat deres urne.


Med skovkirkegården har Vintersbølleskoven fået endnu en dimension af at være en historisk skov, som rummer mange minder om fortiden.
I dag kan det være svært at forstå, at den beskedne bæk, der slynger sig gennem det dramatiske terræn med kløfter og slugter engang har været et større brusende vandløb, der har drevet fem vandmøller. Resterne ses endnu i form af Theisens papirværk og Beværterhuset som vidnesbyrd om fortidig håndværk og industri i skoven.
Skoven rummer syv stendysser, hvoraf den mest kendte er Valdemars plads med Valdemarstenen. Sagnet fortæller, at fordybningen i stenen er sat af hoven på Kong Valdemars hest under hans vilde ridt gennem skoven.

Skovkirkegården har nærmest en magisk beliggenhed med udsigt til vandet, og alt efter årstiden kan man opleve alt fra aprils anemonetæppe over en smuk sommersolskinsdag til den stiveste efterårsstorm eller en stille frostklar vinterdag.
Jævnligt arrangeres guidede ture, hvor der fortælles om begravelsespladsen og skovens historie. Året rundt kan man selv finde vej til skovens historiske steder og til skovkirkegården.
Den bedste oplevelse fås ved at følge skovvejen for enden af Vintersbølle Skovvej i Nyråd og gå de to kilometer gennem skoven ned til vandet.
Man kan køre også i bil til Dehnshytten , der ligger tæt på begravelsespladsen, ved at køre fra Bakkebølle via snoede veje til Dehnshytten – det sidste stykke ad en hullet grusvej.


…
Læs også: Vordingborg.in har nu mere end 19.000 følgere (og hvad det har af betydning).
…
NYHED: “Nu kan du lige under dette og kommende opslag se, hvad der sker i Vordingborg Kommune”




















