12. august; dagens navn; Claras dag – efter nonnen, som grundlagde clarissernes nonneorden, der er et kvindeligt sidestykke til franciskanerordenen. Clara er skytshelgen for vaskekoner.
Dagen er opkaldt efter nonnen Clara, som grundlagde clarissernes nonneorden, som et kvindeligt sidestykke til franciskanerordenen (opr. navn: “De Fattige Kvinders Orden”), og etablerer det første Clara-kloster i tilknytning til Sankt Damiani kirken i Assisi. Hun er født i Assisi 16. juli 1194 og dør 11. august 1253. Det første danske Clara-kloster stiftes i Roskilde i 1256. Clara er oprindelig skytshelgen for vaskekoner samt fra 1958 endvidere også for fjernsyn som følge af hendes evne til at “se og høre uden selv at være til stede”.
Det er dag 224, og der resterer 141 dage tilbage af årets 365 dage.
Solen står op klokken 5.41 og går ned klokken 20.53.
Dagen er aftaget med cirka to timer og fire minutter siden midsommer.
Månen er tiltagende – dagen efter nymåne.
Danske historiske begivenheder på dagen:
– 1981 – Ikke dansk, men en skelsættende begivenhed: IBM introducerer den personlige computer – PC’en – på markedet, den får navnet “IBM 5150”.
– 1989 Karl-Emil Madsen sætter ny rekord i svømning over Øresund fra Barsebäck til Bellevue i tiden 7 timer og 45 minutter
– 1995 – Poul Nyrup Rasmussen aflyser Det kongelige Teaters turné i Paris i protest mod franske atomprøvesprængninger.
Og én for hver af ugens dage:
13. august 1645 – Ved freden i Brømsebro måtte Danmark-Norge afstå Gotland og Øsel, de norske områder Jämtland, Härjedalen samt Halland for en periode af 30 år.
14. august 1999 – Det sidste brofag på Øresundsbroen lægges på plads, og den danske kronprins Frederik og den svenske kronprinsesse Victoria mødes symbolsk på midten.
15. august 1843 – Tivoli åbner.
16. august 1970 – Faxe Bryggeri sender som det første danske bryggeri en fadøl på dåse på markedet – og får en forrygende succes.
17. august 2004 – Over 500 danske professionelle fodboldspillere går i strejke efter sammenbrud i forhandlinger mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen. Strejken afblæses efter otte dage.
18. august 1969 – På grund af faldende omsætning i butikkerne i Helsinge indfører man kys i stedet for rabat. Kunder, der ønsker det, kan få et kys af ekspedienten efter afsluttet handel. De, der ikke vil kysses, får et negerkys (en flødebolle). Omsætningen begynder med det samme at stige.
__________________________________________________
Hjælp og vind: Hjælp os med at få en bedre gratis netavis ved at tilmelde dig nyhedsbrevet under denne artikel. Flere læsere, flere tilmeldinger, så kan vi lave en bedre avis.
Samtidig deltager du i lodtrækningen af store gavekort gældende til handelsstandsforeningerne i Stege, Præstø og Vordingborg.
Der udloddes tre gavekort. To på 2000 kr. og et på 1000 kr.
Konkurrencen udløber den 17. okt., hvorefter vinderne vil blive kontaktet.






















