City Manager-teamet og handelsforeningerne i vores tre købstæder har haft travlt. På kort tid har de ved hårdt arbejde skabt tre webshops med varer fra de lokale butikker i Præstø, Stege og Vordingborg.
Tanken er, at man hjemme kan bestille de varer man ønsker, samtidig undgår man risikoen for at blive smittet eller bringe smitte rundt. Den anden store fordel er at du støtter det lokale handelsliv.
De mange tiltag for at begrænse coronaen er gået hårdt ud over mange butikker med stor omsætningsnedgang. De faste udgifter er der stadig. Derfor har man nu oprettet disse tre webshops.
”Mange butikker kan ikke længere byde deres kunder velkommen i butikken, men der er i hvert fald én måde, hvorpå butikkerne kan nå ud til deres kunder under corona-krisen – og det er online. Erfaringen fra de butikker, som allerede er online, er at salgsaktiviteten fortsætter i mindre, samme eller endda højere grad. Med et finansielt tilskud fra Vordingborg Kommune kan City Manager-teamet nu hjælpe butikkerne i handelsbyerne med at komme online med en webshop, som samler alle butikkerne i hver af de tre byer på en samlet platform,” fortæller Jens Damgaard, erhvervsservicechef hos Vordingborg Erhverv, som leder City Manager -teamet.
Find din handelsby online her:
Stege – www.vielskermoen.dk
Præstø – www.praestohandel.dk/shop
Vordingborg – www.bycentrum.com/shop
Vi skal stå sammen:
City Manager-teamet er enige om, at det især er i en tid som denne, der skal findes styrke i samarbejde.
“Hovedbudskabet lige nu er; handl lokal og vær med til at bevare et aktivt handelsliv i din by,” siger Jens Damgaard.
PS: Tilmeld dig avisens nyhedsbrev lige under dette opslag i feltet “min@adresse.dk ”