Uroen og spørgsmålene bobler i Ørslev. Der er formentlig et stort nyt datacenter på vej. Men der mangler svar på mange ting omkring det. Tre borgere er i dialog med centrale politikere om et opklarende møde
Vi har talt med tre af bekymrede borgere i Ørslev; bogholder Karin Jørgensen, vognmand Michael Laursen og elektriker og formand for lokalrådet Henrik Sørensen.
De udtrykker bekymring for, hvad der kommer til at ske med den formodede bygning af et nyt datacenter i industriområdet i Ørslev. Mest af alt, fordi de oplever, at der ikke er givet ret mange informationer om det fra kommunal side.
Lokalplanen der baner vejen er vedtaget i kommunalbestyrelsen begyndelsen af oktober, og aktuelt er der en frist for at klage over afgørelsen senest d. 16. november.
De tre borgere er ikke de eneste, der reagerer på de formodede planer om datacenteret.
Inden for de seneste dage er der oprettet en aktiv modstandsgruppe på Facebook med navnet Stop datacenter Ørslev og Vordingborg Kommune, som vokser støt og roligt uden at være kæmpe endnu.
Ligesom det også har været tydeligt over weekenden at flere lokale har ytret bekymringer over, hvad der kommer til at ske og hvilke følger et datacenter kan få.
Håber møde kan opklare
Henrik Sørensen sætter nu og her sin lid til et møde med de centrale lokalpolitikere viceborgmester Jakob Helles (I), der er formand for Udvalget for Erhverv, Vækst, Energi og Bosætning og Peter Ole Sørensen (V) formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø kan føre til nogle svar og opklaringer. Det er der nemlig dialog om.
– Det er ikke i kalenderen endnu, men vi er ved at finde tidspunktet, siger lokalrådsformanden.
Først efter den dialog, kan man overveje om f.eks. lokalrådet kunne stå for at indkalde til et borgermøde.
Michael Laursen og Karin Jørgensen under sig højlydt over, hvad der foregår omkring det mulige datacenter
Opdagede det sent
– Vi opdagede det ugen før kommunalbestyrelsesmødet i oktober, fortæller Karin.
Vordingborg.in kan forstå på dem, at det ikke rigtig stod tydeligt for så mange, at der var et datacenter med i muligheden, da lokalplanen gennemløb sin proces.
Der var kun få indsigelser op til den politiske vedtagelse.
Til gengæld har Michael Laursen en idé om, at der har været støbt kugler om et eventuelt datacenter i et års tid med politisk velsignelse.
Det flugter meget godt med, at Sjællandske skrev om muligheden i starten af oktober sidste år.
Mangler svar
Problemet er bare, at der sidder tre ved bordet og angiveligt mange andre beboere i Ørslev med store spørgsmålstegn.
– Vi mangler svar, siger Michael Laursen.
Han opdagede, at der nok er noget stort fat, da en mand parkerede på grunden ved hans arbejde på materialpladsen for nogle uger siden. Ikke for at købe materialer, men fordi han gerne ville kigge på den sidste ledige grund i industriområdet nær ved.
Den sidste? Men hvad så med alle de andre grunde, vi har haft fem-seks hektarer til salg, tænkte Michael.
Som nu tror, at de hele kan være opkøbt med formålet at bygge datacenteret. Men han ved det ikke.Både han og Karin nævner, at det lokale gartneri for nylig er blevet ringet op af, formentlig en advokat, som ville høre, om de kunne være interesserede i at aftage noget overskudsvarme.
Det er sådan noget, som kan være et medfølgende produkt af et datacenter.
De mange spørgsmål
Med hvad kræver sådan et center af el og går det udover andres adgang til el lokalt?
Det er et af spørgsmålene.
Hvad med forbruget af vand, og hvor meget kommer det til at støje og bliver det døgnet rundt?
Går det udover huspriserne for dem, som bor nærmest centeret?
Opkøber folkene bag også folks grunde og huse?
Kan der været fare for sundhedsskade med PFAS og andet?
Hvad så hvis kommunen har solgt alle grundene, hvad skal de midler så bruges til?
Hvorfor skulle man give høringssvar i sommerferien på lokalplanen, var det en slags taktik, når opmærksomheden var lav?
Det er blot nogle af de spørgsmål som svirer i luften over Ørslev fornemmer Vordingborg.in.
– Det er utrygt. Fordi folk er uoplyste, siger Michael. De andre modsvarer ham ikke.
Ikke nødvendigvis imod
Det er heller ikke fordi, de tre på forhånd er arge modstandere af, at der bliver bygget et datacenter. Det er bare svært at forholde sig til noget, der ikke er kommunikeret nok om og som har rejst meget debat og modstand andre steder i landet.
Det er ligesom humlen ved bordet.
Måske følelsen af, at vejen er banet også fra politisk side over en længere periode hen over hovedet på de lokale og det fravær af fakta og informationer til at højne forståelsen.
Har der været hemmelighedskræmmeri, er der måske tavsheds klausul overfor den eller de virksomheder der vil slå sig op med datacenteret? Der er mange spørgsmål, som venter på svar.
– Vi har jo ikke fået noget at vide. Det er det, der er problemet, siger Michael Laursen.
En af de andre siger:
– Jeg ved ikke, hvor meget vi skal gå i modstand, fordi jeg tror, at hvis nu vi får tingene oplyst på et ordentligt grundlag, så er det måske slet ikke så slemt.
























