Mænds Fællesskaber inviterer indenfor: Her er der plads til både røverhistorier, fællesskab og nye idéer.
Vordingborg Kommune – November 2026
Hvad sker der, når mænd får et sted, hvor de kan mødes om det, de selv synes er interessant?
Så opstår der fællesskaber.
Det er netop tanken bag Mænds Fællesskaber i Vordingborg Kommune, hvor mænd over 60 år mødes på tværs af interesser, alder og baggrund. Her er der ikke krav om, at man skal være god til noget bestemt eller kende nogen på forhånd. Man kan komme for aktiviteten – men lige så gerne for kaffen, snakken og det gode selskab.
Mandag den 16. november inviterer Mænds Fællesskaber til åbent hus i Egnshuset i Viemose, hvor interesserede kan komme og opleve fællesskabet på tæt hold.
Fra røverhistorier til madlavning og maritime oplevelser
Mænds Fællesskaber er bygget op omkring mændenes egne interesser og idéer.
I dag kan man blandt andet mødes om gåture og natur, madlavning, kortspil, maritime aktiviteter og håndværk. I værkstedet i Langebæk arbejdes der med forskellige former for håndværk, og der er også mulighed for at få hjælp i en reparationscafé.
Men aktiviteterne er ikke det vigtigste.
Mange oplever af de kommer for aktiviteten, men bliver for fællesskabet.
For nogle handler det om at få rørt sig og komme ud i naturen. For andre er det glæden ved at lave mad sammen, spille whist eller tale om både og livet på vandet. Og nogle kommer måske mest for at få en kop kaffe og en god snak.
“Man behøver ikke komme med en færdig idé. Man må gerne bare komme og se, om det er noget for én.”
Det særlige ved Mænds Fællesskaber er netop, at mændene selv er med til at forme indholdet. Har man en interesse, en idé til en aktivitet, et foredrag eller måske en tur, er der mulighed for at få andre med.
Åbent hus – kom og mød mændene
På åbent hus-dagen kan man høre mere om de forskellige aktiviteter og møde nogle af de mænd, der allerede er en del af fællesskabet.
Program mandag den 16. november:
Kl. 10.00 – Velkommen og introduktion til Mænds Fællesskaber
Kl. 10.30 – Gåholdet fortæller om deres ture
Kl. 10.45 – Køkkenholdet fortæller om madlavning og fællesskab
Der er mulighed for at skrive sig på til et nyt madlavningshold.
Kl. 11.00 – Bådgruppen fortæller om deres ture og maritime oplevelser
Kl. 11.15 – Kortspillerne fortæller om whist
Der bliver mulighed for at prøve spillet – også hvis man aldrig har spillet før.
Kl. 12.00–13.00 – Åbent hus i værkstedet på Skovledsvej 3B i Langebæk.
Der bydes på kaffe og ostemad til de hurtige.
Et fællesskab, man selv kan være med til at skabe
Mænds Fællesskaber er for mænd på 60 år og derover, som bor i Vordingborg Kommune.
Det er et fællesskab, hvor man ikke nødvendigvis skal være den, der arrangerer, tager ansvar eller står for det hele. Man kan deltage på den måde, der passer én.
Og måske er det netop derfor, at nye aktiviteter hele tiden opstår.
“Vi vil gerne have flere mænd med – også dem, der måske tænker, at sådan noget ikke lige er noget for dem. Man behøver ikke være særlig social, være god til kortspil eller have en bestemt hobby. Man kan starte med at komme forbi og tage en kop kaffe,” lyder invitationen fra Mænds Fællesskaber.
Lige nu søges der efter mænd der vil være med til at etablere et nyt madhold, lige som der også efterlyses mænd, som har lyst til at fortælle om deres oplevelser – eksempelvis en spændende rejse, et arbejdsliv, en særlig interesse eller noget helt andet, som andre kunne have glæde af at høre om.
Praktisk
Mænds Fællesskaber – åbent hus
Mandag den 16. november 2026
Kl. 10.00
Egnshuset Viemose
Viemose Gade 7
4771 Kalvehave
Værkstedet:
Kl. 12.00–13.00
Skovledsvej 3B
4772 Langebæk
Mænds Fællesskaber er som udgangspunkt gratis at deltage i. Enkelte aktiviteter har egenbetaling.
Læs mere om Mænds Fællesskaber på Vordingborg Kommunes hjemmeside eller på Facebook.
Kontakt:
Kristina Petersen, Seniorkonsulent.
Tlf. 40 18 15 81
krpe@vordingborg.dk
Læs mere om Mænds Fællesskaber på Vordingborg Kommunes hjemmeside
Bonus info:
Mænds fællesskaber startede i 2019 som projekt og drives nu hver mandag af mændene selv.
Der kommer hver mandag ca. 25-30 mænd i Viemose egnshus. Kl. 10-12:30
Værkstedet i Langebæk holder åbent man, ons, og fre , hvor ca 20 mænd mødes om ugen.
























