Ugens historie fra Langebæk Lokalhistoriske Arkiv: Vandmøllerne ved Langebækken.
Langebæk Mølle har ligget ved Langebækken i flere hundrede år siden år 1400.
1630 var den ejet af Knud Møller. Han overdrog den i 1635 til sønnen Peder Knudsen Møller, der havde den til 1655. Fra 1655 og under Svenskekrigene var den ejet af Morten Pedersen Børring. Svenskerne hærgede meget. Men mange gravede deres arvesølv og kobberkedler ned i skovene.
Da Morten Børring døde i 1677, tog det skifteforvalterne 15 dage og 15 nætter, at gøre boet op. En møller på den tid måtte ofte give kredit i lang tid og tog dermed pant af kunderne. Det kunne være kobberkedler og arvesølv. Det skulle også gøres op. Det har nok også krævet noget væske at være skifteforvalter så længe.
Det var broderen Laurs Pedersen Børring, der overtog møllen og havde den til 1702. Året før startede Henrik V. Cronberg én Manufakturmølle eller Leermølle længere nede ad Møllebækken. Det var en fabrik, der fremstillede leer til høstredskaber og andre landbrugsredskaber. De blev banket ud med en stampemølle, der var en lodret bjælke med tapper på. Den blev drevet af bækken og et vandhjul, så den kunne stå og banke jern og andre ting flade. Fabrikken kunne selvfølgelig også slibe redskaberne.
Henrik Cronberg døde i 1731. Sønnen Johan overtog fabrikken; men det gik ham ikke så godt, så efter 12 år opgav han den helt. Stampemøllen har givet navn til Stampebakken og Stampeskoven.
Der var 5 forskellige møller langs Langebækken. Den 5. kom først i Petergaards Skov. Det er svært at sige, om det var den samme ejer/bruger eller forskellige. Men det krævede et vist samarbejde at udnytte det samme vand 5 gange.
I 1740 var Langebæk Mølle den næststørste i Sydsjælland efter Mogenstrup Mølle. Der var 4 kværne. Så der var i hvert fald både grynmølle og sigtemølle.
I 1774 købte Moritz Friedenreich møllesøen og arealerne op til den. 11. august 1787 brændte Langebæk Vandmølle ved lynild.
Møllegården ejes i 1801 af Nicolai Henriksen. Der hørte 6 husmandssteder til Møllegården. Husmændene arbejdede på møllen. 1834 var der stadig husmænd. Møller Theil overtog den i 1839 og kaldte den nu Langebækgaard m. 4 møllersvende og 2 landvæsenselever.
Vagn B. Nielsen m. Holger Munks og Gunnar Kirchheiners notater som kilde.
Lions og lokale beboere har lavet en sti ved og over bækken med broer.
.
Tak til Langebæk Lokalhistoriske Arkiv
























